Government of Greenland

06/19/2024 | Press release | Distributed by Public on 06/19/2024 04:49

Kalistat Lund byder velkommen til Simon Stiell og Dan Jørgensen i forbindelse med Grønlands tiltrædelse af Parisaftalen

Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Kalistat Lund, har i dag budt velkommen til Grønland til Executive Secretary for FN's klimasekretariat (UNFCCC), Simon Stiell, og minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen. Besøget kulminerer torsdag den 20. juni til en underskriftsceremoni, hvor Naalakkersuisut vil meddele UNFCCC, at Grønland tiltræder Parisaftalen.

Naalakkersuisoq Kalistat Lund har i disse dage (19. - 21. juni 2024) besøg af Executive Secretary for UNFCCC, Simon Stiell, og minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen. Anledningen til besøget er, at Kalistat Lund - på vegne af Naalakkersuisut og på baggrund af mandatet fra Inatsisartut - den 20. juni 2024 vil meddele Simon Stiell og UNFCCC, at Grønland tiltræder Parisaftalen. I den forbindelse vil Kalistat Lund og Dan Jørgensen underskrive en opdateret samarbejdsaftale mellem Naalakkersuisut og den danske regering om de internationale klimaforhandlinger.

"Den opdaterede samarbejdsaftale mellem Naalakkersuisut og den danske regering afspejler en ny virkelighed, hvor Grønland og Danmark begge er med i Parisaftalen. Samarbejdsaftalen bygger på principperne om ligeværdighed og respekt mellem Grønland og Danmark. Det gør mig stolt, at jeg med en opdateret samarbejdsaftale nu - på vegne af Naalakkersuisut - kan realisere Inatsisartuts beslutning om at meddele Grønlands tiltrædelse af Parisaftalen", udtaler Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund.

"Det er virkelig en glædelig nyhed, at Grønland nu bliver en del af Parisaftalen, så vi i fællesskab kan øge indsatsen mod klimaforandringerne. Det er et stort skridt, ikke bare for Grønland, men også for Kongeriget, som nu vil stå samlet i Parisaftalen", udtaler minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen.

Underskriftsceremoni og pressemøde i Hans Egedes Hus
I forbindelse med underskrivelsen af den opdaterede samarbejdsaftale - og den deraf følgende tiltrædelse af Parisaftalen - afholdes der en underskriftsceremoni den 20. juni 2024 kl. 10:00 i Hans Egedes Hus.

I umiddelbar forlængelse af underskriftsceremonien vil der blive afholdt et pressemøde, hvor den tilstedeværende presse vil få mulighed for at stille spørgsmål til samarbejdsaftalen og Grønlands tiltrædelse af Parisaftalen.

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Manasse Berthelsen på tlf.: 34 56 03/54 88 68 eller på e-mail: [email protected]