Danish Regions

07/02/2024 | Press release | Distributed by Public on 07/02/2024 01:11

Saml ansvaret for sundheden i de fem eksisterende regioner

Bestyrelsen i Danske Regioner er enig om et høringssvar til Sundhedsstrukturkommissionens rapport, hvori kommissionen har foreslået tre forskellige forvaltningsmodeller. I høringssvaret foreslår Danske Regioner en fjerde model, som skaber den nødvendige sammenhæng i sundhedsvæsenet i de nuværende fem regioner.

Kommissionens modeller indeholder mange positive elementer, men ingen af dem leverer en samlet løsning, der både skaber sammenhæng, høj kvalitet og mest mulig sundhed for pengene. Danske Regioner understreger, at vi i en reform ikke må sætte et velfungerende hospitalsvæsen over styr.

Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau, siger:

- Kommissionens forslag er gode, men der er ingen af de tre modeller, som skaber den sammenhæng, borgerne har brug for, uden at spille hasard med kvaliteten på hospitalerne.

- Vi foreslår en fjerde model, der samler ansvaret for flere af sundhedsopgaverne i de nuværende fem regioner. Det vil sikre bedre sammenhæng for patienterne og mere sundhed for pengene, samtidig med at vi undgår at tabe årtiers fremskridt og spilde mange ressourcer i omstillingen til en helt ny struktur, siger Anders Kühnau.

Læs hele høringssvaret her:

Forslag om at fjerne myndighedsopgaver er kritisabelt

Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler, at regionerne ikke længere skal beskæftige sig med klima, transport, uddannelse, miljø og socialområdet. Det skal sikre et enøjet politisk fokus på sundhed.

Men forslaget er dybt kritisabelt, mener Danske Regioner. For følges tankegangen blindt, kan det forværre fejltagelserne fra strukturreformen i 2007, hvor man fjernede opgaver fra de nedlagte amter.

Siden har vi bl.a. set en række alvorlige miljøsager samt et fald i udbuddet af højt specialiserede tilbud på socialområdet, selvom der ikke er færre borgere, der har brug for dem.

Danske Regioners næstformand, Mads Duedahl, siger:

- Anbefalingen om at fjerne en stribe myndighedsopgaver er meget overraskende og afviger fuldstændigt fra rapportens gennemtænkte og nuancerede syn på sundhedsopgaverne. Selvom det er meget vidtgående forslag, ligger der absolut ingen analyse bag. Det er dybt problematisk.

- Intet begrunder, at regionale politikere - som de eneste politikere i Danmark - ikke kan bære ansvaret for flere områder. Tværtimod er der en lang række opgaver, som langt de fleste kommuner er for små til, men som stadig har meget stor betydning for borgernes dagligdag og derfor passer dårligt til staten, siger Mads Duedahl.

Nødvendige ændringer skal sikre lægedækning i hele landet

Foruden de tre forvaltningsmodeller indeholder rapporten seks tværgående anbefalinger, hvoraf flere er helt afgørende for at skabe bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet. Det er især vigtigt, at kommissionens anbefalinger vil styrke lægedækningen i hele landet, mener Danske Regioner.

- Tiden og sygdomsudviklingen i samfundet er løbet fra den klassiske aftalemodel, så vi er nødt til at gøre systemet mindre bureaukratisk og besværligt. Vi har også brug for en honorarstruktur, som kan rumme, at opgaverne udvikler sig og fx motiverer til at tage nye digitale løsninger i brug - uden at der først skal lande en langstrakt økonomisk forhandling.

- De praktiserende læger er den vigtigste nøgle i at styrke det nære sundhedsvæsen, og fra Danske Regioner bakker vi op om at investere massivt i lægedækning og bl.a. gentænke patientnormer og honorering. Vi skal have flere læger hen, hvor patienterne har mest brug for dem, siger Anders Kühnau.