Ministry of Children and Social Affairs of Denmark

03/02/2023 | Press release | Distributed by Public on 03/03/2023 04:57

Ny pulje til forsøg skal skabe mere lokal forankring af plejehjem og give mere selvbestemmelse

Ny pulje til forsøg skal skabe mere lokal forankring af plejehjem og give mere selvbestemmelse

02-03-2023

Regeringen og partierne bag aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2023-2026 afsætter bl.a. 33 mio. kr. til forsøg med åbne brugerbestyrelser på plejehjem. Puljen kan søges af såvel kommuner som private plejehjemsaktører.

Plejehjem skal i langt højere grad tage farve af det lokalsamfund og de lokale fællesskaber, de befinder sig i. Det er ambitionen bag en ny pulje til forsøg med åbne brugerbestyrelser på plejehjem. Finansieringen kommer fra aftalen om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2023-2026, som netop er indgået mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet.

Formålet er at styrke plejehjemmene som selvstyrende enheder og åbne plejehjemmene op, så eksempelvis aktører fra civilsamfundet, beboere, pårørende, lokale virksomheder og andre med tæt relation til lokalsamfundet får nye muligheder for at deltage i og bidrage til at styre og udvikle plejehjemmene. Brugerbestyrelserne skal skabe mere åbne plejehjem og være med til at sikre, at der følges op på beboernes ønsker og behov og en god dialog med de pårørende.

Puljen kan søges af kommuner og private plejehjem, herunder friplejehjem.

Selvbestemmelse og lokal forankring af ældreplejen står som helt centrale ambitioner for ældreministeren i arbejdet med frisættelsen af ældreområdet, og derfor glæder det ministeren, at der nu skabes mulighed for at høste erfaringer om åbne brugerbestyrelser.

Ældreminister Mette Kierkgaard siger:

Vi skal have en mere inddragende ældrepleje med større selvbestemmelse for de ældre og deres pårørende. Jeg tror på, at vi bedst giver plads til menneskers forskellighed ved, at vi i stigende grad åbner plejehjemmene op for lokalsamfundet. Derfor er det vigtigt for mig, at man kan se forskel på, om et plejehjem ligger i Nørresundby eller på Nørrebro. Det skal de åbne brugerbestyrelser være med til at sikre. Med midlerne fra SSA får vi mulighed for at afprøve, hvordan man gør det bedst."

- Mette Kierkgaard

Der afsættes 33,1 mio. kr. til åbne brugerbestyrelser på plejehjem.

Andre initiativer på ældreområdet

Der er med Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2023-2026 også afsat penge til følgende initiativer på ældreområdet:

  • Styrkelse af demensindsatsen, herunder bl.a. initiativer målrettet nedbringelse af forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens, forebyggelse af omsorgstræthed og forråelse i ældreplejen, samt forsøgsordning med befordring af mennesker med demens til fritidsformål (66,5 mio. kr.)
  • Genindførelse af obligatoriske opfølgnings- og læringsforløb til plejeenheder, der har modtaget et påbud fra ældretilsynet (12,5 mio. kr.)
  • Styrkelse af borgernær ledelse (18,3 mio. kr.)
  • Gruppeterapeutisk behandlingstilbud til ældre med komplicerede sorgreaktioner i regi af Det Nationale Sorgcenter (4,9 mio. kr.)

Yderligere oplysninger

Social-, Bolig- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)