Government of Greenland

01/24/2023 | Press release | Distributed by Public on 01/24/2023 12:47

Vedrørende fund af fugleinfluenza hos lomvier fra Fyllas Banke

Vedrørende fund af fugleinfluenza hos lomvier fra Fyllas Banke

24. januar 2023
Departementet for Fiskeri og Fangst

I marts 2022 blev der indsamlet et antal selvdøde edderfugle og lomvier, efter flere personer havde observeret forøget dødelighed af fugle flere steder langs Grønlands vestkyst. I et samarbejde mellem Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland, Grønlands Naturinstitut og Fødevarestyrelsen i Danmark, er to lomvier fra Fyllas Banke og fem edderfugle fra Qeqertarsuaq nu undersøgt for forekomst af fugleinfluenza ved Københavns Universitet i Danmark på vegne af Statens Seruminstitut.

Undersøgelsen påviste forekomst af højpatogen fugleinfluenza af typen H5N1 i de to lomvier. At virus er højpatogen betyder, at sygdommen giver forekomst af høj dødelighed hos fugle. Det er første gang højpatogen fugleinfluenza påvises i Grønland. Fyllas banke er et vigtigt overvintringsområde for mange havfugle fra flere forskellige lande og det er usikkert, hvor de to lomvier kom fra. En høj andel af de lomvier der befinder sig der i marts er ynglefugle fra Svalbard eller Island, men der kan også være lomvier fra Canada og Nordvestgrønland.

Risikoen for, at mennesker kan blive smittet med fugleinfluenza gennem inficerede fugle, er til stede med denne H5N1-virus, om end risikoen er lav. Det gælder ligeledes at smitte med virus kun i sjældne tilfælde vil give anledning til alvorlig sygdom hos mennesker. Generelt smitter fugleinfluenza kun sjældent til mennesker, og i de fleste tilfælde hvor mennesker er blevet smittet med fugleinfluenza, har de haft forudgående nærkontakt med fugle og/eller fjerkræ.

VFMG opfordrer dog altid folk til at tage passende forholdsregler ved håndtering af selvdøde eller nedlagte fugle:

  • Vask hænder med sæbe, specielt efter udtagning af indvolde.
  • Flå fuglene i stedet for at plukke dem (giver mindre støv).

Influenzavirus dræbes ved gennemstegning/gennemkogning af kødet og æg.
Selvdøde fugle bør kun håndteres efter aftale med myndighederne.

Hvis man finder døde fugle i naturen, kontakt venligst Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland på [email protected] eller 34 50 00 inden for telefontiden, mandag, tirsdag, torsdag og fredag, kl. 9.00 til 15.00.

Med venlig hilsen

Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland