Aalborg Universitet

12/19/2023 | News release | Distributed by Public on 12/20/2023 02:21

Kortlægning viser bomtrawls voldsomme skader på havmiljøet

Nyhed

Kortlægning viser bomtrawls voldsomme skader på havmiljøet

Lagt online:19.12.2023

Forskere fra AAU har for første gang kortlagt og dokumenteret den negative påvirkning af havmiljøet, når der fiskes med bomtrawl i Jammerbugt.

Nyhed

Kortlægning viser bomtrawls voldsomme skader på havmiljøet

Lagt online:19.12.2023

Forskere fra AAU har for første gang kortlagt og dokumenteret den negative påvirkning af havmiljøet, når der fiskes med bomtrawl i Jammerbugt.

Af Jeannette Bylov, AAU Kommunikation og Public Affairs. Foto: Niels Madsen

Jammerbugt er ubetinget et af de mest eftertragtede fiskesteder for især hollandske bomtrawlere. I flere år har både forskere, kystfiskere, politikere og naturfredningsfolk råbt højt om de negative påvirkninger af natur og kystfiskeri i Jammerbugt.

I løbet af sensommeren og efteråret har professor i marinbiologi Niels Madsen ledet et tværfagligt forskerhold fra Institut for Kemi og Biovidenskab samt Institut for Arkitektur og Medieteknologi, der har fulgt i kølvandet på hollandske bomtrawlere, der fisker i området i Jammerbugt, der strækker sig fra Hanstholm til Hirtshals.

"

Vores billeder viser spor, der ligner spor efter en plov, der er trukket igennem en mark. Jeg havde ikke troet, at det ville være så tydeligt.

Niels Madsen, professor i marinbiologi på Institut for Kemi og Biovidenskab

På jagt efter beviser på skadernes omfang

Med undervandsdroner, satellitsporing og akustisk udstyr er forskerholdet lykkedes med at vise de negative påvirkninger af havmiljøet, når de tunge bomtrawl slæber deres net hen over havbunden. Undersøgelserne suppleres med viden om bundlevende dyr gennem indsamling af sedimentprøver og eDNA-spor.

Selvom det for forskerholdet ikke er en nyhed, at bomtrawl påvirker havbunden, så har det alligevel været overraskende for forskerne, hvor tydelige sporene efter bomtrawlerne er.

- Vores billeder viser spor, der ligner spor efter en plov, der er trukket igennem en mark. Jeg havde ikke troet, at det ville være så tydeligt, siger han om kortlægningen af havbunden.

Slår bunddyr ihjel

Problemet er ifølge forskningslederen, at de tunge fiskeredskaber vender de øverste lag af havbunden og ødelægger livsbetingelser for mange bundlevende dyr og ændrer havbundens naturlige komplekse struktur og kemiske processer.

Billederne, der er taget med akustisk udstyr og undervandsdroner, viser også tydeligt, at bomtrawl fisker i områder, hvor der er sten og mindre stenrev, som bliver påvirket.

Forskerholdet har brugt akustisk udstyr og undervandsdroner til at dokumentere bomtrawls negative påvirkning

- De fleste havbundsdyr vil blive ret væsentligt påvirket. De kan ikke tåle at blive påvirket af vægten fra de kædemåtter, der trækkes hen over havbunden og ødelægger deres habitater, siger Niels Madsen.

Niels Madsen forklarer også, at nogle dyr hurtigt vil kunne komme igen, fordi de har en kort livscyklus på måske bare et par år. Men der er risiko for, at biodiversiteten forringes og at dyr med en lang livscyklus - herunder også de mere sjældne arter - vil være i fare for at forsvinde fra området over tid.

Ny viden skal gerne føre til handling

Opdraget til forskerne har været at undersøge og skaffe dokumentation for fiskeriets påvirkning af havbunden.

- Når dokumentationen er til stede, vil jeg mene, at man i EU kan forholde sig til den og tage stilling: Er det fortsat rimeligt, at der skal være fiskeri, der påvirker havbunden og biodiversiteten så væsentligt, siger Niels Madsen.

Fiskeri med bomtrawl

Fiskeri med bomtrawl er i kraft af EU-regler tilladt i Nordsøen og Skagerrak. I Norge har man indført et forbud mod fiskeri med bomtrawl.

Projektet er finansieret af:

  • Den Europæiske Union
  • Den Europæiske Hav og Fiskerifond (EHFF)
  • Ministeriet for Fødevare Landbrug og Fiskeri
  • Fiskeristyrelsen

Projekttitel:

Undersøgelser af havbundsforhold og bundslæbende redskabers påvirkning i Jammerbugt (Jambo, 33113-B-23-190)

Kontakt

Niels Madsen

Professor i marinbiologi, Institut for Kemi og Biovidenskab

Telefon: 20 69 17 97
E-mail: [email protected]

Jeannette Bylov

Journalist, AAU Kommunikation og Public Affairs

Telefon: 2423 0566
E-mail: [email protected]