Ministry of the Interior and Housing of Denmark

06/18/2024 | Press release | Distributed by Public on 06/18/2024 01:13

Ny aftale sikrer ufrivilligt barnløse gratis hjælp til barn nummer to

Ny aftale sikrer ufrivilligt barnløse gratis hjælp til barn nummer to

18-06-2024

Regeringen og Danske Regioner har indgået en aftale, som fra 1. december i år giver enlige og par mulighed for vederlagsfri fertilitetsbehandling til barn nummer to.

Nedsat frugtbarhed er en udbredt sygdom, og op mod en fjerdedel af barnløse, som ønsker at få børn, har svært ved at blive gravide. Det er faktisk sådan i dag, at omkring hvert 9. barn i Danmark kommer til verden som et resultat af fertilitetsbehandling, og antallet er voksende.

På den baggrund har regeringen tidligere i år meldt ud, at man ønsker at styrke hjælpen til ufrivilligt barnløse. Og nu har regeringen indgået en udmøntningsaftale om vederlagsfri fertilitetsbehandling til andet barn (reagensglasbehandling, dvs. IVF/ICSI) med Danske Regioner.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Hvis man brændende ønsker sig et barn, men ikke kan få det, er det en stor smerte. Derfor ønsker vi i regeringen at styrke hjælpen til ufrivilligt barnløse, så flest muligt får mulighed for at skabe den børnefamilie, de drømmer om. Og det nye tilbud om gratis hjælp til barn nummer to ligger naturligt i forlængelse af, at vi har udvidet antallet af forsøg til reagensglasbehandling til første barn for enlige og par.

Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau, siger:

Vi er glade for, at regionerne igen kan udvide tilbuddet om fertilitetsbehandling, fordi vi nu også kan tilbyde kvinder og par gratis fertilitetsbehandling til andet barn. Det er en stor og vigtig aftale, der skaber bedre og mere lige mulighed for dem, der har brug for hjælp til at få indfriet drømmen om barn nummer to. Vi ved, at vi med denne aftale indfrier et ønske hos mange, og i regionerne glæder vi os til at komme i gang.

Når det handler om fertilitet, er tid ofte en afgørende faktor, og det kan være hårdt at skulle vente på behandling. Derfor forpligter regionerne sig nu til både at opbygge yderligere kapacitet og samtidig gøre brug af den private kapacitet for at nedbringe ventetiden.

Parterne er enige om, at det især er de regioner, der har de største udfordringer med kapacitet og ventetid, som vil anvende den private kapacitet mest, og at der skal udbydes 1000 IVF- og dertilhørende FER-behandlinger, som skal varetages af private leverandører.

Med aftalen er der afsat 150 mio. kr. årligt, og det er aftalt, at tilbuddet skal være tilgængeligt fra 1. december 2024.

Den nye aftale kræver en lovændring. Derfor vil regeringen fremsætte lovforslag ved næste folketingssamling om offentlig hjælp til andet barn ved fertilitetsbehandling med forventet ikrafttræden 1. december 2024.