Ministry of Climate, Energy and Utilities of Denmark

09/23/2024 | Press release | Distributed by Public on 09/23/2024 09:24

Danmark sender 130 millioner kroner til Ukraine efter massive angreb på energiinfrastruktur

Danmark sender 130 millioner kroner til Ukraine efter massive angreb på energiinfrastruktur

Publiceret 23-09-2024

På tærsklen til fyringssæsonen fortsætter Ruslands målrettede ødelæggelse af ukrainernes adgang til strøm og varme. Nyt dansk bidrag på 130 millioner kroner skal gøre energiforsyningen mere modstandsdygtig.

NEW YORK: 130 millioner kroner. En af Danmarks hidtil største donationer til energiinfrastruktur er på vej til Ukraine. Det meddelte klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i dag, da han mødtes med bl.a. USA's udenrigsminister Anthony Blinken og Ukraines udenrigsminister Andrii Sybiha i G7-landenes arbejdsgruppe for ukrainsk energisikkerhed.

Siden Rusland begyndte de målrettede angreb på ukrainerens strøm- og varmeforsyning i marts, er cirka 80 procent af den ukrainske energiinfrastruktur, med undtagelse af atomkraftværker, blevet ødelagt. Henover sommeren har angrebene resulteret i blackout i op til 20 timer i døgnet, og ifølge det Internationale Energiagentur (IEA), tegner prognosen for vinteren modsat sidste år et billede af en hårdt presset ukrainsk energiforsyning.

"Putins hær træder ikke kun ind over de ukrainske grænser, Rusland overtræder krigens regler med de massive angreb på Ukraines el og varmesystem. Nu står vinteren for døren, og det bliver uden varme og strøm i alt mange ukrainske hjem. Og ikke nok med det, så bliver helt almindelige medarbejdere i energisektoren, som ufortrødent passer deres arbejde, gjort til mål i sig selv. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at det ukrainske energisystem bliver så stærkt som muligt," siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Den danske donation er finansieret af Udenrigsministeriets genopbygningsstøtte og skal bl.a. bidrage til akutte tiltag og indkøb af udstyr og reservedele med henblik på at støtte genopretning af forsyningssikkerheden. Støtten gennemføres i samarbejde med UNDP, Energy Community, Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors.

Kontakt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressetelefon på 41 72 38 05