Ministry of Employment of Denmark

10/03/2023 | Press release | Distributed by Public on 10/03/2023 06:02

Særlig indsats skal hjælpe unge med psykisk mistrivsel til at komme i beskæftigelse

NYHED / 03-10-2023

Særlig indsats skal hjælpe unge med psykisk mistrivsel til at komme i beskæftigelse

Der er gode erfaringer med at give unge med psykiske lidelser en beskæftigelsesrettet indsats samtidig med deres behandlingsforløb. Nu skal hjælpen komme bredere ud og også komme unge i psykisk mistrivsel til gode.

De kommende år kan flere unge i psykisk mistrivsel få hjælp til at få en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og forligskredsen bag sygedagpengereformen har besluttet at udvide målgruppen, der kan have gavn af den såkaldte IPS-indsats. Nu kan unge i psykisk mistrivsel, fx unge med tegn på angst og depression, der af forskellige årsager ikke er tilknyttet psykiatrien også få del i hjælpen. Tidligere skulle den unge være tilknyttet psykiatrien for at være omfattet.

Fra 2023-2026 er der afsat godt 32 mio. kroner til unge i psykisk mistrivsel. Projekterne skal have tilsagn inden nytår.

Midlerne kommer oveni de 42 mio. kroner, der allerede er afsat til IPS-ordningen i kommunerne til unge tilknyttet psykiatrien via udmøntningen af SSA-reserven i samme periode.

I alt er der således over de næste tre år afsat 74 mio. kroner, som kommunerne kan søge til projekter.

IPS står for Individuelt Planlagt job med Støtte. Med indsatsen vil man hjælpe udsatte unge med psykiske lidelser eller tegn på psykisk mistrivsel videre med at kunne tage en uddannelse eller finde og fastholde et arbejde. Dette sker blandt andet ved at medarbejderen i jobcenteret har mere tid til den enkelte deltager, og at der tages udgangspunkt i den enkelte unges kompetencer og interesser.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at psykisk sårbare unge kan komme med i et arbejdsfællesskab. Her er der gode erfaringer fra IPS, og derfor er jeg sikker på, at en øget bevilling kan gøre en reel forskel. Indsatserne skal hjælpe de unge videre i tilværelsen og give dem bedre livskvalitet. De har en masse at byde på.

Faktaboks om effekter af IPS

En tidligere evaluering af Projekt Inklusion har vist, at knap 60 pct. af deltagerne i IPS kom i job eller uddannelse over en periode på 18 måneder. Det er knap 30 pct. mere end kontrolgruppen, hvor det kun var 46,5 pct.

En sundhedsøkonomisk analyse af et lignende projekt - Projekt Inklusion - har samtidig vist, at IPS og IPS suppleret med træning i kognitive og sociale færdigheder opnåede en samfundsøkonomisk besparelse på 72.000 kroner per person sammenlignet med normalindsatsen over en periode på 18 måneder.

Besparelsen kom primært gennem færre udgifter til indsatser i jobcentret, sociale indsatser og mindre brug af det psykiatriske sundhedsvæsen (indlæggelser, ambulante og skadestuebesøg). Besparelsen bliver forstærket af en højere produktivitetsgevinst, fordi deltagerne i IPS også kommer mere i arbejde.