Aarhus Universitet

11/20/2023 | Press release | Distributed by Public on 11/20/2023 09:07

Nyt studie: En uges nattevagter om måneden øger ikke risikoen for blodpropper i hjertet

Nyt studie: En uges nattevagter om måneden øger ikke risikoen for blodpropper i hjertet

Du har ikke en højere risiko for blodpropper i hjertet eller hjertekrampe, hvis du arbejder mellem en og syv nætter per måned. Det viser et studie fra Institut for Klinisk Medicin, som har undersøgt flere end 250.000 danskeres arbejdsliv og sygdomshistorik.

[Link] Ph.d.-studerende fra Institut for Klinisk Medicin, Jesper Medom Vestergaard står bag studiet. Foto: Privat
20. november 2023 af Vibe Bregendahl Noordeloos

Stempler du ind på arbejde ud på de små timer, hvor det meste af befolkningen ligger trygt under dynen, har du måske hørt, at det øger risikoen for hjerteproblemer. Men nu er der godt nyt fra Aarhus Universitet til de af os, som har nattevagter. Et nyt studie viser nemlig ingen øget risiko for blodpropper i hjertet eller hjertekrampe, hvis du har op til 7 nattevagter per måned.

Ph.d.-studerende Jesper Medom Vestergaard fra Institut for Klinisk Medicin står bag studiet, som er baseret på over 250.000 medarbejderes daglige arbejdstidsregistreringer fra 2007-2015 kombineret med deres hospitalsregistreringer.

"I vores studie ser vi ikke en sammenhæng mellem de registrerede nattevagter og risikoen for at få blodprop i hjertet eller hjertekrampe. Mange internationale studier har ellers peget på en sammenhæng, derfor er resultaterne i vores studie interessante, ikke mindst fordi de tidligere studier primært er baseret på spørgeskemaer, hvorimod vi har haft muligheden for at sammenholde specifik data om arbejdstid med personernes konkrete helbredsoplyninger," fortæller Jesper Medom Vestergaard.

I studiet har Jesper Medom Vestergaard haft adgang til dag-for-dag oplysninger om arbejdstid for i alt 254.031 ansatte ved de danske regioner, som er sammenholdt med deres helbredsoplysninger fra blandet andet Landspatient-registret.

"De ansatte ved regionerne, som arbejder om natten, har i gennemsnit 1.8 nattevagter pr. måned og 93% har mindre end 7 nattevagte per måned, og studiet viser, at det ikke er forbundet med en forhøjet risiko for blodprop i hjertet eller hjertekrampe."

Jesper Medom Vestergaard understreger dog, at studiets resultater ikke betyder, at alle med nattevagter kan ånde lettet op.

"De 250.000 personer i vores studie arbejder primært i sundhedssektoren, og kun meget få arbejder permanent om natten. Derfor kan vi ikke konkludere, at der slet ikke er en øget risiko for hjerteproblemer forbundet med nattevagter. Mange andre faktorer kan være i spil, men i analyserne har man taget højde for alder, køn, arvelighed og andre sydomme, som er forbundet med blodprop og hjertekrampe."

Jesper Medom Vestergaard vil følge op med et nyt studie, som skal se på risikoen for brystkræft, som også tidligere er koblet til natarbejde.

Bag om forskningsresultatet

  • Studietype: Studiet er et registerstudie baseret på en kohorte af alle 254.031 ansatte ved de danske regioner fra 2007 til 2015 kombineret med helbredsoplysninger bl.a. fra Landspatient registeret.
  • Samarbejdspartnere: NFA - Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Københavns Universitet, Institut for Folkesundhed, University of California, School of Public Health, Berkeley, USA,
  • Finansiering:Studiet er finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden og Nordforsk
  • Oplysninger om afvigelser fra princippet om, at forskningsresultatet er baseret på en peer reviewed artikel, der er publiceret i et videnskabeligt tidsskrift: Studiet er peer reviewet og offentliggjort i det internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrift - International Journal of Epidemiology
  • Læs mere i den videnskabelige artikel:https://academic.oup.com/ije/advance-article-abstract/doi/10.1093/ije/dyad126/7281366?utm_source=advanceaccess&utm_campaign=ije&utm_medium=email

Kontakt

Ph.d.-studerende, Jesper Medom Vestergaard
Institut for Klinisk Medicin, Health, Aarhus Universitet
Mail: [email protected]

Klinisk lærestolsprofessor, Henrik Kolstad
Arbejdsmedicin, Institut for Klinisk Medicin, Health, Aarhus Universitet
Mail: [email protected]
Mobil: +4529610359