Ministry of the Interior and Housing of Denmark

06/21/2024 | Press release | Distributed by Public on 06/21/2024 00:06

Nye overvågningstal: Mere end 9 ud af 10 kræftpatienter behandles til tiden

Nye overvågningstal: Mere end 9 ud af 10 kræftpatienter behandles til tiden

21-06-2024

Kræftpatienters rettigheder overholdes i så godt som alle kræftforløb. Det viser de første tal fra en ny og forstærket model for overvågning af de maksimale ventetider på kræftområdet, som indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har taget initiativ til som led i regeringens genopretningsplan på kræftområdet.

Sidste år kom det frem, at en række alvorligt syge kræftpatienter havde fået deres patientrettigheder groft tilsidesat og ikke var blevet behandlet inden for de maksimale ventetider på Aarhus Universitetshospital.

På den baggrund iværksatte indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde en genopretningsplan på kræftområdet, og som led i arbejdet er der blevet strammet op på indberetningen af overskridelser af de maksimale ventetider.

Der er udviklet en ny og forstærket overvågningsmodel, der bl.a. betyder, at regionerne nu skal indberette alle tilfælde, hvor en kræftpatient venter længere end de lovbestemte maksimale ventetider, til Sundhedsstyrelsen. Det gælder også, selvom den enkelte patient fx selv har givet samtykke til at vente længere.

Og de første tal fra den nye overvågning viser, at patientrettighederne på kræftområdet er blevet overholdt i tæt ved alle forløb i første kvartal 2024. Ud af det samlede antal indberettede patientforløb blev reglerne om de maksimale ventetider overholdt i 99,9 pct. af forløbene.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Det er helt afgørende, at kræftpatienters rettigheder overholdes. Vi har derfor forstærket overvågningen på kræftområdet, og de første tal, vi har fra den nye model, viser, at rettighederne overholdes i langt de fleste patientforløb. Det er utrolig positivt, for tid kan være en afgørende faktor, når det gælder den enkelte patients muligheder for at overleve en kræftsygdom. Jeg venter dog med at løfte hænderne helt over hovedet, indtil vi har et mere solidt talmateriale at stå på og kan se, at den positive udvikling fortsætter.

Ifølge regionernes indberetninger blev 95,2 pct. af patientforløbene påbegyndt inden for de fastsatte maksimale ventetider. I 4,7 pct. af forløbene blev de maksimale ventetider overskredet, men det er sket i overensstemmelse med reglerne, fordi patienterne fx selv har ønsket det, eller fordi det beror på en lægefaglig vurdering af den enkelte patients helbred.

Sundhedsstyrelsen får med den nye overvågningsmodel et bedre og mere tidstro indblik i ventetiderne på sygehusafdelingerne, i og med at alle patientforløb, der er omfattet af de maksimale ventetider, skal indberettes. Dermed kan man hurtigere følge op på eventuelle regionale udfordringer med kapaciteten:

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Den forstærkede overvågning på kræftområdet giver et langt bedre overblik og dermed også langt bedre muligheder for at kunne reagere, hvis kapaciteten bliver udfordret rundt om på sygehusene. Og det er vigtigt. Vi skal have problemerne frem i lyset, så vi hurtigt kan gribe ind, hvis det begynder at skride. Derfor er det også helt centralt, at regionerne registrerer på den rigtige måde og indberetter korrekt til Sundhedsstyrelsen, og jeg kommer til at følge overvågningen tæt.

Den nye overvågningsmodel blev taget i brug den 1. januar 2024 og kan løbende blive justeret i takt med erfaringer fra de første indberetninger.

Samtidig arbejdes der i regionerne med at implementere en opdateret vejledning om reglerne på kræftområdet, som har betydning for den konkrete indberetning.

Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside