Danish Data Protection Agency

12/18/2024 | Press release | Distributed by Public on 12/18/2024 04:56

EDPB vedtager udtalelse om AI-modeller

EDPB vedtager udtalelse om AI-modeller

Dato: 18-12-2024

Det Europæiske Databeskyttelsesråd har vedtaget en udtalelse om behandling af personoplysninger i forbindelse med udvikling og anvendelse af AI-modeller.

På plenarmødet den 17. december 2024 vedtog Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB) en udtalelse i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 64, stk. 2, om en række databeskyttelsesretlige aspekter i forbindelse med udvikling og drift af AI-modeller. Datatilsynet har fulgt udtalelsens tilblivelse tæt og har gjort sin indflydelse gældende undervejs.

Anmodningen om udtalelsen blev fremsat af det irske datatilsyn bl.a. med henblik på bedre at kunne vejlede om en række af de problemstillinger, der opstår hos de dataansvarlige, når de udvikler eller anvender AI-modeller.

EDPB's udtalelse

I udtalelsen bekræfter EDPB, at AI-modeller, som er trænet ved behandling af personoplysninger, efter omstændighederne vil kunne anonymiseres i databeskyttelsesretlig forstand, og opstiller en række elementer, der kan indgå i denne vurdering.

EDPB tager også stilling til behandlingsgrundlaget i forbindelse med udvikling og anvendelse af AI-modeller. EDPB beskriver i den forbindelse de væsentligste elementer, den dataansvarlige skal tage højde for ved brugen af interesseafvejningsreglen med afsæt i EDPB's seneste vejledning herom.

Endelig behandler udtalelsen spørgsmålet om, hvorvidt en ulovlig behandling af personoplysninger i udviklingsfasen påvirker lovligheden af i forbindelse med den efterfølgende anvendelse af AI-modellen. EDPB understreger bl.a., at en forudgående overtrædelse af reglerne på et tidligere stadie efter omstændighederne kan have en indvirkning på vurderingen af lovligheden af en efterfølgende behandling.

Læs mere

Læs EDPB's udtalelse.

Læs EDPB's pressemeddelelse fra plenarmødet.