Ministry of Children and Social Affairs of Denmark

06/24/2022 | Press release | Archived content

En plejebolig skal føles som et hjem

En plejebolig skal føles som et hjem

24-06-2022

Indlæg i Sjællandske af social- og ældreminister Astrid Krag.

At flytte på plejehjem er et stort skift i et menneskes liv. Mange ældre har boet samme sted i en menneskealder, den dag de får brug for en plejebolig. Over årene har de samlet minder og yndlingsting omkring sig, og det kan være en stor mundfuld at sige farvel til den velkendte bolig og nabolag.

Derfor er det afgørende, at vores plejehjem er indrettet, så de ældre medborgere kan føle sig hjemme. Et plejehjem er ikke først og fremmest en arbejdsplads. Eller et mini-hospital. Det er de ældres hjem.

Det lyder enkelt. Men man kan tage en tur rundt på landets plejehjem og se, at det er det ikke altid. Derfor har vi nu sat gang i en undersøgelse af, hvad beboere, pårørende og plejepersonale forbinder med hjemlighed, og hvilke hverdagssituationer der bidrager til oplevelsen af hjemlighed. Målet er klart: plejehjemsbeboere skal føle sig trygge og hjemme.

Det bliver kun vigtigere med det fokus, når vi ser på det stigende antal ældre mennesker med demenssygdom. For dem er tryghed, hjemlighed og genkendelighed af ekstra stor betydning.

Ved siden af den nye viden, der kan hjælpe hjemligheden på vej, har vi også sendt knap tyve millioner ud i en række kommuner, der kan gå foran og gøre sig konkrete erfaringer med at skabe mere hjemlighed i plejeboliger. En af de mange kommuner, der har fået del i pengene, er Stevns Kommune, der bruger dem til projektet 'Fra institution til hjem'. Forleden var jeg så heldig at besøge Plejecenter Hotherhaven i Stevns Kommune, hvor de er godt i gang med i fællesskab at undersøge, hvad der kan gøre stedet mere hjemligt for beboerne. Dér ligger nu en stak af gode idéer fra de ældre, deres pårørende og medarbejderne til at skabe mere hjemlighed, fx med dyrehold, campingvogne, vægmalerier og fælles aktiviteter.

Og det var faktisk en afgørende pointe, jeg tog med mig fra samtalen med de ældre beboere på Hotherhaven: at det ikke er nok at købe nye puder og gardiner og kalde det hjemlighed. For hjemligheden er en tænkemåde, en måde at være sammen på. Så omdrejningspunktet bliver, at det er borgernes hjem, det handler om.

I det hele taget skal vi tænke nyt, når det gælder vores ældrepleje. Vi skal væk fra systemtænkningen og tilbage til kernen: plejen, nærværet og omsorgen. Derfor har regeringen også sat gang i arbejdet med en ny og enkel ældrelov, med så lidt bureaukrati som muligt og med klare værdier om værdighed, valgfrihed og selvbestemmelse.

For et plejehjem er netop det - et hjem - og det skal føles hjemligt, trygt og værdigt at bo på plejehjem i Danmark.