Green Power Denmark

03/20/2023 | Press release | Distributed by Public on 03/20/2023 23:00

Klimakrisen kræver, at vi sætter os nye klimamål

Regeringen har tidligere varslet, at den vil komme med forslag, som skal styrke klimalovens globale fokus. I forlængelse af rapporten fra FN's Klimapanel (IPCC) kommer Green Power Denmark nu regeringen i forkøbet med forslag til tre internationale klimamål, som vil øge Danmarks internationale klimaindsats.

- Vores nationale klimamål på 70 procent i 2030 har skabt et helt nødvendigt pres på alle dele af samfundet. I de senere år har Folketinget truffet store og afgørende beslutninger, som nu skal føres ud i livet, så vi kan leve op til de mål, vi har sat os, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

- Men nu er der brug for at øge ambitionsniveauet dér, hvor vi kan bidrage mest til at bekæmpe de globale klimaforandringer. Danmark er verdensmestre i grøn omstilling af energisystemet, elektrificering og udviklingen af nye grønne teknologier. Og grøn omstilling af verdens energiforbrug er der, vi for alvor kan rykke noget i forhold til klimaet.

Konkret foreslår Green Power Denmark, at Folketinget vedtager et mål i 2030 for produktionen af grønne brændstoffer gennem Power-to-X. Målet bør sikre en reduktion af CO2 på minimum 2,4 millioner ton. Det svarer til en reduktion på 35 procent af CO2-udledningerne fra internationale fly og skibe, som tanker i Danmark sammenlignet med 1990.

- Klimaaftalen fra Paris omfatter ikke den international fly- og skibstrafik, selv om udledningen herfra er lige så klimaskadelig. Derfor haster det med at komme i gang med den grønne omstilling begge steder, og vi kan blive det land, som leverer løsningerne. Vi er i den paradoksale situation, at flyselskaber og rederier efterlyser grønne brændstoffer, men de mangler nogen, som kan levere brændstofferne til dem, siger Kristian Jensen.

Danske virksomheder udvikler og producerer i dag effektive grønne løsninger. Vi er godt i gang med at elektrificere vores samfund og gennemføre en 100 procent grøn omstilling af vores energisystem.

Det giver os en international styrkeposition, som vi kan og bør udnytte. Derfor foreslår Green Power Denmark, at Danmark skal hjælpe andre lande med at reducere deres CO2-udledning. Det kan ske ved, at vi sætter en mål om at øge bidraget til andre landes CO2-reduktioner gennem vores eksport af energiteknologi og -services med mindst 35 procent i 2030 sammenlignet med 2022.

Endelig bør vi sætte os som mål, at Danmark skal være nettoeksportør af minimum 10 Terrawatt-timer (TWh) grøn strøm og minimum 15 TWh grøn brint i 2030.

- Produktionen af grøn brint og grøn strøm vil forbedre vores egen og Europas forsyningssikkerhed. Og det er påkrævet - ikke mindst efter at den russiske forsyning af naturgas er mere eller mindre forsvundet, siger Kristian Jensen.

- I Danmark har vi - takket være vores geografiske placering - store ressourcer inden for vind og sol. Vi kommer kun til at udnytte de muligheder fuldt ud, hvis vi tager et ansvar, som ligger ud over vores nationale udledninger.