Danish Regions

04/10/2024 | Press release | Distributed by Public on 04/09/2024 22:30

Fremtidens sundhedsvæsen til debat på Regionernes Politiske Topmøde

Torsdag den 11. april samles regionsrådspolitikere, ministre, folketingsmedlemmer repræsentanter fra sundheds- og interesseorganisationer og mange flere til Regionernes Politiske Topmøde i Centralværkstedet i Aarhus.

Med regeringens nedsatte sundhedsstrukturkommission og den igangværende diskussion om fremtidens sundhedsvæsen venter der en spændende dag fyldt med aktuelle debatter.

Formiddagens program byder på regeringens hilsen, der i år leveres af statsminister Mette Frederiksen. Inden da giver Danske Regioners formand Anders Kühnau sin mundtlige beretning.

Talerne efterfølges af en samtale mellem Danske Regioners formand, sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde og direktør i Danske Patienter Morten Freil om visioner for sundhedsvæsenet.

Tekst fortsætter under illustration

Herefter styrer moderator Nynne Bjerre Christensen partilederdebatten mellem Nicolai Wammen (A), Troels Lund Poulsen (V), Lars Løkke Rasmussen (M), Pia Olsen Dyhr (F), Mona Juul (C), Martin Lidegaard (B) og Susie Jessen (Æ) med fokus på, hvordan vi skaber et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen for patienterne i fremtiden.

Over middag optages Altingets podcast "Politisk Stuegang" med forskningsprofessor fra VIVE Jakob Kjellberg og formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke. Udsendelsen tager udgangspunkt i statsministerens hilsen og talen fra formand Anders Kühnau, og der vil derfor være mulighed for at komme vidt omkring.

Midt på eftermiddagen uddeles prisen for Årets Patientoplevelse, hvor årets tema er samarbejdet med civilsamfundet. Derefter får de 205 regionsrådspolitikerne ordet og debatterer aktuelle dagsordener på tværs af regioner og partier.

Du kan læse mere om Regionernes Politiske Topmøde, se udspil og finde pressefotos fra dagen på vores hjemmeside, hvor vi også livestreamer hele dagen. Følg og deltag også i debatten på sociale medier ved at bruge #regioner24.