Green Power Denmark

07/04/2024 | Press release | Distributed by Public on 07/04/2024 01:57

Elnetselskaberne har dobbelt så travlt som for fem år siden

I 2023 blev der på de lokale elnet tilsluttet forbrugskapacitet på 1.450 MW - mod 750 MW i 2018. Tallet dækker over nye kunder, der er blevet tilsluttet elnettet, og eksisterende forbrugere, som har fået udvidet kapaciteten. Efterspørgslen efter mere kapacitet er et varsel om, hvor meget strøm virksomheder og private forbrugere forventer at bruge i fremtiden.

- Virksomheder skal i de kommende år omlægge produktionen fra fossil energi til grøn strøm for eksempel med varmepumper og elkedler. Samtidig skal flere biler, lastbiler og busser køre på el. Det ser ud til, at forbrugerne er fuld gang med at forberede sig på fremtiden og køber ekstra kapacitet i elkablerne, siger Mette Rose Skaksen, viceadm. direktør i Green Power Denmark.

- Elnetselskaberne har længe været i gang med at forberede sig på, at efterspørgslen vil stige. Nu kan vi se, at udviklingen for alvor har taget fart inden for de seneste 2-3 år, og det kommer helt sikkert til at gå endnu stærkere i de kommende år, siger Mette Rose Skaksen, viceadm. direktør i Green Power Denmark. Foto: Jeppe Carlsen

Green Power Denmark har indsamlet data fra otte elnetselskaber, som tilsammen distribuerer 80 procent af elforbruget i Danmark. Efterspørgslen efter større kapacitet kommer især fra virksomheder og andre større kunder, der elektrificerer deres forbrug. Der er også en del, som vil etablere lynladere til elbiler.

- Elnetselskaberne har længe været i gang med at forberede sig på, at efterspørgslen vil stige. Nu kan vi se, at udviklingen for alvor har taget fart inden for de seneste 2-3 år, og det kommer helt sikkert til at gå endnu stærkere i de kommende år, siger Mette Rose Skaksen.

Tendensen ses også i elnetselskabernes samlede investeringer i nye kabler, transformerstationer og andre komponenter til elnettet. Sidste år investerede selskaberne 4,4 milliarder kroner. Det er i runde tal en fordobling i forhold til niveauet mellem 2010 og 2021.

Et bredt flertal i Folketinget har netop indgået en aftale, som giver elnetselskaberne de regulatoriske rammer, der skal til for at foretage de nødvendige investeringer i elnettet.

- Med aftalen har elnetselskaberne fået mere robuste rammer for at investere til en fremtid, hvor vi bruger væsentligt mere strøm, end vi gør i dag. Det vil gøre det lettere for selskaberne at imødegå behovet hos virksomheder og private forbrugere, siger Mette Rose Skaksen.

Elnetselskaberne har altså travlt med at levere på kundernes efterspørgsel efter mere kapacitet, men forbruget af strøm er endnu ikke begyndt at stige for alvor. Fra 2018 til 2023 er forbruget steget med 1 TWh (terrawatt-time). Det svarer til en stigning i forbruget på tre procent. Hvis den nye kapacitet i elnettet var blevet udnyttet, var forbruget steget med 11 procent, viser analysen.

Mette Rose Skaksen er dog fortrøstningsfuld.

- Når en motorvej er blevet udvidet, er den heller ikke fyldt med biler dagen efter. Først køber kunder mere kapacitet, og så følger elforbruget efter. Jeg ser de mange bestillinger på ny og større kapacitet i kunders forbindelse til elnettet som et tegn på, at ikke mindst virksomhederne er ved at gøre klar til at skifte til grøn strøm, siger hun.