12/11/2024 | Press release | Distributed by Public on 12/11/2024 00:01
EU's konkurrenceevne er på dagsordenen, når europaminister Marie Bjerre besøger Prag.
"EU's konkurrenceevne er under pres. Vi skal sørge for, at det bliver mere attraktivt at producere, innovere og investere i EU. Den tjekkiske regering er en vigtig partner, når det kommer til at gøre det nemmere at drive virksomhed i EU og fjerne unødige byrder fra virksomhederne. Men Tjekkiet er også en vigtig samarbejdspartner for Danmark, når det gælder digitalisering. Det ved jeg fra min tidligere post som digitaliseringsminister," siger europaminister Marie Bjerre.
For at få indsigt i virksomhedernes perspektiv møder ministeren også en række danske virksomheder i Tjekkiet og den tjekkiske bilgigant Škodas direktør for eksterne anliggender. Bilproducenten spiller en nøglerolle i den tjekkiske økonomi og i den europæiske bilindustri.
"Jeg glæder mig til at få Skodas og de danske virksomheders syn på, hvordan vi bedst lykkes med at sikre både grøn omstilling, bedre konkurrenceevne og byrdelettelser for virksomhederne. Det er vigtigt for mig som europaminister, særligt forud for et dansk EUformandskab, at samle inspiration fra andre EU-lande og kende deres syn på vores fælles udfordringer," siger europaminister Marie Bjerre.
Det tjekkiske perspektiv på krigen i Ukraine er også på dagsordenen. Ministeren besøger blandt andet et jobcenter for ukrainske flygtninge. Her ser hun med egne øjne, hvordan de tjekkiske myndigheder støtter ukrainerne med at komme i job.
For yderligere pressespørgsmål, kontakt pressechef Cecilie Rex Selmer +45 23728949, [email protected]