Energinet

05/24/2024 | Press release | Distributed by Public on 05/24/2024 06:27

Høring: Den grønne omstilling bliver mere gennemsigtig i 2025

Færre regulérbare kraftværker, meget mere grøn strøm og biogas og et muligt erhvervseventyr for dansk brint. Det er blot tre af tidens grønne tendenser, der påvirker måden Energinet driver forretning på. For at skabe transparens i arbejdet med den grønne omstilling, lægger Energinet nu sin forretningsplan for systemansvarlige aktiviteter i 2025-26 ud i offentlig høring og inviterer samtidig til et webinar om planen.

Energinet har ikke tidligere aktivt lagt sin forretningsplan for systemansvarlige aktiviteter frem til diskussion. Det bliver den nu.

"Det skal gå stærkt, hvis vi skal indfri alle de politiske ønsker i Danmark og EU om at skabe et grønt samfund baseret på vedvarende energi. Samtidig er det en omstilling vi gerne vil sikre transparens om, så særligt aktører og andre myndigheder kan få et indblik i, hvad og hvordan vi planlægger fremtidens energisystem. Derfor lægger vi vores forretningsplan for 2025-26 ud til høring og supplerer med et webinar, hvor vi forklarer, hvilke tendenser og udfordringer vi ser i et energisystem i hastig forandring", siger Kim Willerslev Jakobsen, der er Senior Vice President og CEO i Energinets datterselskab Systemansvar A/S.

For ikke-indviede kan Forretningsplanen for Systemansvar 2025-26 være kompliceret stof, som også indeholder en hel del om økonomi. Derfor henvender Energinet sig med invitationen primært til aktører i energibranchen og andre myndigheder, fx kommuner og styrelser.

Kom til webinar om forretningsplanen
For at give interesserede mulighed for at blive klogere på Energinets forretningsplan for de systemansvarlige aktiviteter, inviterer selskabet til et webinar, hvor planen bliver forklaret.

"Mit håb er, at mange vil benytte lejligheden, sætte sig ind i stoffet og give os gode input med på vejen", siger Kim Willerslev Jakobsen.

Forretningsplanen er i høring fra 24. maj til 14. juni. [link til materialet]

Webinaret om forretningsplanen er den 10. juni kl. 16-17:30, og du kan tilmelde dig her.