Naalakkersuisoq for Selvstændighed og Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt inviterede forskningsaktører i Grønland til anden del af rundbordsdialogen om lovgivningsmæssige reguleringsmuligheder for forskning i Grønland i dag den 5. november og igen i morgen den 6. november 2024.
Første mødedag omhandlede nationale etiske retningslinjer inden for forskning i Grønland. Der er bl.a. udarbejdet vejledning om god forskningspraksis i Grønland på sundhedsområdet og forskningsetiske retningslinjer på Ilisimatusarfik. I Grønlands nationale forskningsstrategi 2022-2030 ("Forskning - Vejen til fremdrift") er det en målsætning at der skal udarbejdes nationale etiske retningslinjer inden for forskning i Grønland.
Direktør for Grønlands Naturinstitut Josephine Nymand udtaler: " Vi har imødeset denne dialog om etiske retningslinjer for vores forskningsmiljø. Vi mangler etiske retningslinjer og vi glæder os til at se det udmøntet til sin tid. Det er dog vigtigt at tage den nødvendige tid og rum til at finde et fælles udgangspunkt. Vi favner flere forskellige forskningsmiljøer i landet, og vi skal alle sammen gerne have en fælles forståelse for indhold og ikke mindst implementering af f.eks. forskningsetiske retningslinjer. Vi skal nemlig også huske på, at det ikke kun handler om selve forskningen men også om de mennesker, der involveres. Både vores egne forskere men også helt almindelige borgere, der bliver direkte eller indirekte påvirket af forskningsaktiviteter. Vi er kommet et stykke vej i dialogen, men der er stadig noget vej igen, før vi er helt i mål. Jeg glæder mig til at fortsætte dialogen i morgen".
Anden mødedag vil foregå i morgen og vil omhandle internationale forskningsaktører i Grønland. Naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt ser frem til at høre hvad de inviterede forskningsaktører har af meninger, holdninger og erfaringer heraf.
Naalaakkersuisoq Vivian Motzfeldt udtaler: "Det var godt at se deltagerne igen. Dagen i dag bød på åbne og nuancerede perspektiver til hvordan vi kan udarbejde etiske retningslinjer inden for forskning der er tilpasset til vores land."