Government of Greenland

08/21/2024 | Press release | Distributed by Public on 08/21/2024 09:22

Skabe involvering og sikre inddragelse af viden fra lokalbefolkningen – det er afgørende, hvis en nationalpark i Vestgrønland skal blive en succes

I forbindelse med etableringen af den nye nationalpark i Vestgrønland har Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø haft besøg af delegationer fra EU samt Wild Nature Foundation og astronaut Andreas Mogensen.
Nu træder nationalparksprojektet ind i næste fase, hvor kommunerne indsamler viden om anvendelsen af området fra borgere og lokale turistoperatører.


De seneste måneder har Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø haft delegationsbesøg fra EU, Wild Nature Foundation og astronaut Andreas Mogensen, der er ambassadør for sidstnævnte. Med afslutningen af delegationsbesøgene indledes nationalparksprojektets næste - og væsentligste - fase, som bliver fundamentet for, at nationalparken bliver en succes. Det kræver nemlig en tæt inddragelse og vidensindsamling fra lokalbefolkningen og brugerne af områderne. Den tætte inddragelse af lokalbefolkningen og brugerne af området skal sikre, at der tages bedst muligt hensyn til lokale aktiviteter i området i forbindelse med udviklingen af nationalparken. I den kommende tid vil resultaterne fra vidensindsamlingen og borgermøderne være udgangspunktet for at lave et udkast til en nationalparksbekendtgørelse. Det er først efter vidensindsamlingen og borgermøderne, at der skal træffes beslutning om afgrænsning og regulering i området.

"I Qeqqata Kommunia og Kommune Qeqertalik er der gang i indsamling af viden om borgernes og lokale turistoperatørers anvendelse af det område, som forventes at blive en del af den nye nationalpark. Vidensindsamlingen skal danne grundlag for den kommende bekendtgørelse om nationalparken", udtaler Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund og fortsætter:

"Lokalbefolkningen og brugernes viden om området skal sikres og med største selvfølgelighed anvendes i det videre arbejde. På den måde tager vi bedst hensyn til lokale aktiviteter i området i forbindelse med udviklingen af nationalparken. Jeg vil gerne gentage, at borgerne i området skal have vished om fortsat at kunne færdes i landskabet. Det kan de, hvad enten de anvender nationalparksområdet for at finde ro og fornyet energi - eller hvis de bruger det til at jage moskusokser og rensdyr. Brugerne af området vil kunne bibeholde deres relationer til de landskaber, de holder så meget af. Den relation til naturen vil aldrig blive brudt", afslutter Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund.

Vidensindsamlingen og den lokale inddragelse skal sikre et tredelt formål
Formålet med den nye nationalpark i Vestgrønland - og årsagen til den igangsatte vidensindsamling - er at sikre en fortsat lokal brug af området gennem blandt andet jagt og fiskeri. Samtidig skal der sikres en fortsat beskyttelse af eksisterende vådområder, naturværdier og kulturminder. Og endeligt skal vilkårene for en bæredygtig turisme til gavn for lokale borgere, turismeoperatører og samfundsøkonomien sikres. Vidensindsamlingen bliver fundamentet for den langsigtede bevarelsesstrategi og skal være med til sikre, at kommende generationer kan nyde - og lære - af den storslåede og unikke natur.

"Siden projektet tog sin begyndelse i 2020, har vi afholdt borgermøder for at forklare, hvad projektet går ud på. Samtidig er vi glade for støtten fra Naalakkersuisut og finansieringen fra EU's fond for grøn omstilling. Med den opbakning er det sandsynligt at realisere projektet", udtaler borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen.

"Det er min forventning, at vi med de nye lufthavne og en ny nationalpark, der skal administreres af kommunen, vil kunne tiltrække og modtage flere turister i Kommune Qeqertalik i de kommende år. Det vil styrke vores lokale økonomi og være en spændende mulighed for at høste gevinsten fra både turismen og vores nuværende erhverv og aktivitet i området. Borgerne vil til trods for den øgede turisme for eksempel stadig kunne gå på jagt i området og være med til at styre det fra starten. Vidensindsamlingen skal sikre, at kommunens borgere høres, så deres særlige viden om området inddrages i det kommende lovgivningsarbejde", udtaler borgmester i Kommune Qeqertalik Ane Hansen.

"Jeg er kommet til Kangerlussuaq for at skabe fokus omkring nationalparkprojektet, som kommunerne i samarbejde med Wild Nature Foundation forsøger at etablere for at beskytte den enestående natur. Wild Nature Foundation har det smukke motto "What you love, you will protect - og det passer rigtig godt til det her område", udtalte Andreas Mogensen i forbindelse med sit besøg.

-------------------

Infoboks
Nationalparkens endelige afgrænsning er endnu ikke vedtaget, og afgrænsningen vil afhænge af kortlægningen af beskyttelsesinteresser, erhvervsinteresser, lokale interesser, mm. Naalakkersuisut arbejder således tæt sammen med Qeqqata Kommunia og Kommune Qeqertalik for at kortlægge både brugs- og beskyttelsesinteresser, idet der vil blive lagt særlig vægt på at sikre lokalbefolkningens fortsatte adgang til - og gavn af - området.

Forslaget til områdets størrelse bygger på input og tæt dialog med kommunerne. Projektet ledes af en styregruppe med repræsentanter fra Qeqqata Kommunia, Kommune Qeqertalik, Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Departement for Fiskeri og Fangst, Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling, Grønlands Naturinstitut, Visit Greenland og Wild Nature Foundation.

Projektet finansieres af EU's Grøn Vækst-midler frem til og med 2027.

-------------------

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Manasse Berthelsen på tlf.: 34 56 03/54 88 68 eller på e-mail: pan @nanoq.gl