11/06/2024 | Press release | Distributed by Public on 11/06/2024 04:01
Mange danskere bruger dagligt Digital Post til kontakten med offentlige myndigheder. Nogle borgere har dog behov for hjælp fra pårørende eller andre støttepersoner til kommunikationen via Digital Post.
I dag har 250.000 borgere givet pårørende eller andre hjælpere en læseadgang, så de kan få hjælp til at læse deres Digital Post fra det offentlige. Med den nye læse- og skriveadgang kan familiemedlemmer og støttepersoner også få adgang til at skrive og besvare Digital Post på vegne af andre.
Lanceringen af læse- og skriveadgang i Digital Post er et vigtigt skridt for at skabe bedre vilkår for dem, der har svært ved at kommunikere digitalt med offentlige myndigheder. Det er ét af flere initiativer for at hjælpe borgere med digitale udfordringer og deres hjælpere.
Initiativerne er en del af 'Den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi 2022-25', som er en aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner, og den politiske aftale om indsatser for digital inklusion fra juni 2023.
Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen:
- For de borgere, der oplever udfordringer med det digitale, kan støtte fra pårørende være afgørende for, at man kan begå sig digitalt. Det skal derfor være let og sikkert både at få hjælp til det digitale og at være den, der hjælper andre med digitale ærinder. Det er derfor et stort skridt, at vi nu kan tilbyde borgerne, at de kan få endnu mere hjælp til at håndtere vigtige meddelelser fra fx kommunen og hospitalet.
Formand for Danske Regioner Anders Kühnau:
- Det er vigtigt, at alle borgere har mulighed for at kommunikere trygt og enkelt med det offentlige - uanset deres digitale forudsætninger. Med den nye skriveadgang i Digital Post tager vi et godt skridt mod at skabe bedre vilkår for dem, der har brug for støtte i hverdagen. Det kan gøre kommunikationen mellem borgere og det offentlige lettere. Blandt andet indenfor sundhedsområdet, hvor hjælpere nu lettere kan besvare indkaldelser til undersøgelser eller aftale nye tider.
(Pressemeddelelsen fortsætter efter illustrationen)