Government of Greenland

09/23/2024 | Press release | Distributed by Public on 09/23/2024 11:30

Præcisering vedrørende påstand om lempelse af lovgivningen om tilgængelighed i offentlige bygninger og faciliteter, jf. artikel i KNR d. 17. september

Under overskriften "Nu er dommen her: FN's handicapkomité kritiserer ny lov", kan man på KNR's hjemmeside den 17. september læse, at FN's handicapkomité kritiserer Naalakkersuisut for at lægge op til "lempelser af love, som sikrer tilgængelighed i offentlige bygninger og faciliteter".

Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Hans Peter Poulsen finder på den baggrund anledning til at præcisere følgende:

"Naalakkersuisut har bestemt ikke til hensigt at lempe lovgivningen om tilgængelighed i offentlige bygninger og faciliteter. Tværtimod udbygges og tydeliggøres bestemmelserne om tilgængelighed i et nyt bygningsreglement, der vil indeholde illustrationer, hvis formål er at gøre kravene lettere at forstå for dem som bygger og for myndighederne."

Dertil bør det fremhæves, at den gældende Inatsisartutlov om byggeri blandt andet har til formål at fremme handicaptilgængelig indretning af bebyggelse. Dette udmøntes som krav i det gældende bygningsreglement - Bygningsreglement 2006.

Bygningsreglement 2006 indeholder bestemmelser, der skal sikre, at nyt byggeri kan bruges af personer med handicap. Bygningsreglementet indeholder krav om blandt andet niveaufri adgang til bygninger, bredde på døre, handicapvenlige toiletter i offentlige bygninger, elevatorer der kan bruges af personer i kørestol, universel tilgængelighed til brugerbetjente installationer, parkeringspladser for handicappede samt diverse andre krav til forbedring af tilgængeligheden generelt i bygninger.

Der pågår på nuværende tidspunkt en revision af bygningsreglementet. I den sammenhæng indføres krav om tilgængelig skiltning og information i bygninger. De eksisterende krav i det nuværende bygningsreglement fastholdes.

Det er forventningen, at det nye bygningsreglement kan sættes i kraft fra januar 2025.

For yderligere information kontakt Departementet for Boliger og Infrastruktur på [email protected]