Aalborg Universitet

07/04/2024 | News release | Distributed by Public on 07/04/2024 04:51

AAU Esbjerg skal overvåge danske undervandsinteresser

Nyhed

AAU Esbjerg skal overvåge danske undervandsinteresser

Lagt online:16.03.2022

Ny teknologi kan støtte fremtidigt forsvarsarbejde, og nu er 28 lovende projekter på tværs af forskningsinstitutioner og industri blevet tildelt mere end 30 mio. kr. Et af projekterne administreres af AAU ENERGI i Esbjerg og har til formål at beskytte kritisk infrastruktur under vand.

Nyhed

AAU Esbjerg skal overvåge danske undervandsinteresser

Lagt online:16.03.2022

Ny teknologi kan støtte fremtidigt forsvarsarbejde, og nu er 28 lovende projekter på tværs af forskningsinstitutioner og industri blevet tildelt mere end 30 mio. kr. Et af projekterne administreres af AAU ENERGI i Esbjerg og har til formål at beskytte kritisk infrastruktur under vand.

Af Tor Bagger, AAU Kommunikation & Public Affairs

I alt er mere end 30 mio. kr. på vej til en række danske projekter, der vil udvikle fremtidens forsvarsteknologiske løsninger. Et af projekterne, som modtager 2 mio. kr., har folk fra AAU ENERGI i projektlederrollen og handler om planlægning og udvikling af overvågningsløsninger til kabler og rør under vandet.

AAU Esbjerg leder et bredt partnerskab med DTU, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Dansk Hydraulisk Institut og Force Technology. Målet er en robust og pålidelig teknologisk strategi for undervandsovervågning for at beskytte kritisk infrastruktur i danske farvande.

"Vi har slået os sammen i et ret stort konsortium bestående af universiteter og GTS-institutter, så vi dækker størstedelen af undervandsforskningen i Danmark. Den store drøm er, at vi står stærkere som nation, fordi vi står sammen - politikere, industri og forskningsinstitutioner," siger Simon Pedersen, der er projektleder og sektionsleder for energisektionen på AAUs Esbjerg Campus.

"

Den store drøm er, at vi står stærkere som nation, fordi vi står sammen - politikere, industri og forskningsinstitutioner

Simon Pedersen, sektionsleder for AAU ENERGI i Esbjerg

"Vi skal begynde at identificere, hvad der kan gøres i nogle forskellige områder, og hvad vi skal investere i. Så det handler om en række teknologier såsom ubemandede undervandsfartøjer, kabelovervågning og lytteposter med undervandsmikrofoner. For eksempel behøver vi ikke nødvendigvis udvikle nye undervandsmikrofoner, men vi skal undersøge, hvor de skal placeres, og hvordan de bedst bruges i samspil med eksisterende teknologier som en integreret løsning," forklarer Simon Pedersen.

Penge til 28 projekter

Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC) uddelte midlerne til 28 projekter, som alle kan hjælpe med at styrke fremtidens forsvar og sikkerhed i Danmark samt i vores alliancer med EU og NATO.

"Vi er stadig langt fra EU-målet om at bruge to procent af forsvarsbudgettet på forskning og innovation, og faktisk investerer Danmark langt mindre end vores nabolande. Men potentialet er stort, hvis vi bygger videre på vores styrkeområder," siger Lars Bo Larsen, der er direktør for NFC.

"Og i en tid med geopolitiske spændinger kan flere midler til forskning i forsvarsteknologier være en af de mest effektive måder at sætte Danmark på det sikkerhedspolitiske landkort."

I november besluttede parterne bag Forskningsreserven 2024, at NFC skulle være ansvarlig for at uddele midler til at støtte kompetence- og kapacitetsopbygning i forskningsmiljøet, og 29,5 mio. kr. blev afsat til forsknings- og innovationsaktiviteter inden for forsvarsteknologi. Derudover har NFC finansieret 5 mio. kr. til forprojekter, der peger på fremtidige forskningsprojekter. Ikke alle 28 projekter er offentliggjort i forbindelse med fordelingen af midler, da visse projekter kræver diskretion.

Nationalt Forsvarsteknologisk Center er et fælles initiativ af alle landets universiteter og alle GTS-institutter (godkendte forsknings- og teknologiorganisationer). Formålet med centret er at bidrage til et kritisk teknologisk løft af Forsvaret og den danske forsvarsindustri. Det skal ske gennem partnerskaber, der integrerer teknologisk innovation med civile, militære, politiske og økonomiske overvejelser, og en del af planen er at gøre Danmark til en betydelig spiller inden for forsvars- og sikkerhedsteknologi.

NFC har generelt til opgave at bygge bro mellem Forsvaret, forskningsverdenen og industrien, og Danmark besidder allerede styrkepositioner inden for områder som kunstig intelligens og droneteknologi, som vil være afgørende for fremtidens forsvar.

SEKS AF DE 28 PROJEKTER:

  • En biomekanisk digital tvilling for infanterisoldater (Aalborg Universitet i samarbejde med Forsvaret, Trænregimentet på Aalborg Kaserne): Projektet skaber en "digital tvilling", der repræsenterer en soldats knogler, led og muskler og simulerer intern vævsbelastning under træning og feltaktiviteter. Den digitale tvilling indsamler data om soldatens træning og belastning og udvikler sig med individet, så den kan foreslå interventioner til forebyggelse og rehabilitering af skader.
  • Sikker brug af metanol som brændstof i forsvarsenheder (Teknologisk Institut i samarbejde med Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut og Aalborg Universitet): Projektets hovedmål er at øge forsyningssikkerheden og reducere afhængigheden af importeret råolie fra ikke-NATO-lande. Ved at fokusere på grønne teknologier og alternative energikilder kan Forsvaret hjælpe med at reducere CO2-udledningen og beskytte klimaet og miljøet.
  • Undervandsovervågningsnetværk (Aalborg Universitet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet, Syddansk Universitet, Dansk Hydraulisk Institut, Aarhus Universitet og Force Technology): Det primære mål er en robust, pålidelig strategi for undervandsovervågning af kritisk infrastruktur i danske farvande.
  • Integreret modulært skibs- og produktionsudvikling (Danmarks Tekniske Universitet i samarbejde med Syddansk Universitet og Odense Maritime Technology): Formålet med projektet er at bidrage til udviklingen af verdens bedste produktsystem for krigsskibe. Mere specifikt hjælper det med at opnå konkurrencedygtige niveauer af innovation, omkostninger, leveringstid og kvalitet.
  • Droner og multi-domæne-data i arktiske eftersøgnings- og redningsoperationer (Alexandra Instituttet i samarbejde med Syddansk Universitet og Arktisk Kommando): Der er et stigende behov for overvågning og militære operationer i Arktis, og eftersøgnings- og redningsoperationer i arktiske kyst- og havområder er udfordret af barskt klima og store områder. Partnerne vil udvikle en ny pilotmodel af en arktisk tilpasset drone til udsendelse fra redningshelikoptere og integrere satellitdata for bedre at kunne opdage, f.eks. mennesker. Det langsigtede mål er en generel droneplatform til arktiske forhold.
  • Terra Salva (DTU i samarbejde med Syddansk Universitet, CurHumBra Consulting ApS og Adamant Surface Technology): Projektet vil udvikle et minesøgningssystem baseret på terahertz-lys, da THz-systemer kan detektere sprængstoffer. I dette projekt vil THz-systemet blive tilpasset, databehandlingen vil blive udviklet i laboratoriet, og valget af droneplatform vil blive analyseret, så det samlede system kan detektere under jorden. Scanningshastighed, opløsning og batterilevetid vil blive optimeret. Endelig vil THz-systemet blive monteret på en drone og testet udendørs.

Kontakt:

Lars Bo Larsen, Direktør, Nationalt Forsvarsteknologisk Center Tel. +45 41 53 25 77, [email protected]

Peter Sperling, Rådgiver, Nationalt Forsvarsteknologisk Center Tel. 22 24 84 32, [email protected]

Simon Pedersen, Leder af Esbjerg Energisektion, AAU. Tel. 30 66 36 63, [email protected]

Presse: Tor Bagger, Pressekonsulent for NFC og AAU. Tel. 30 17 31 65, [email protected]

Mere om Nationalt Forsvarsteknologisk Center: https://www.en.nfc.aau.dk/

Mere om aftalen om forskningsreserven for 2024: https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftaler-om-fordeling-af-forskningsreserven-mv-i-2024