Tivoli A/S

05/09/2023 | Press release | Distributed by Public on 05/09/2023 03:24

Stjernekoreograf skaber ny danseforestilling til Tivoli Den firedobbelte reumertvinder, koreograf Tim Rushton, har skabt en splinterny forestilling til Pantomimeteatret i[...]

9. maj 2023

Stjernekoreograf skaber ny danseforestilling til Tivoli

Den firedobbelte reumertvinder, koreograf Tim Rushton, har skabt en splinterny forestilling til Pantomimeteatret i Tivoli. Det er første gang i 19 år, at der bliver skabt en ny pantomimeforestilling til det historiske teater. Pantomimeforestillingen Ude godt - Hjemme bedst fortæller den romantiske historie om Harlekin i forklædning, der under en eventyrlig rejse kæmper for Columbines kærlighed. Tim Rushton har kombineret Pantomimeteatrets gamle traditioner med referencer fra Bournonvilles balletter. Danseforestillingen har urpremiere den 12. maj klokken 20.00 på Pantomimeteatret i Tivoli.

Om forestillingen:

I håb om at undslippe Columbines bejler Harlekin, tager Kassander sin datter og sin trofaste tjener Pjerrot med på en rejse til Frankrig - helt uvidende om, at Harlekin har fulgt dem i forklædning. På rejsen møder de et cirkus med en cirkusdirektør, stærke mænd, tryllekunstnere og sågar en operasanger, de møder badepiger og sømænd og spiser på de fineste restauranter, men ingenting lever op til Kassanders forventninger.

Kassander finder ikke cirkusdirektørens show interessant, og han synes heller ikke restaurantens mad smager som den skal. Faktisk går det så vidt, at han nægter at betale for nogen af oplevelserne, og det hele er ved at gå galt. Mon Harlekin kan redde dagen?

I alt 18 dansere spiller 41 roller i den nye pantomimeforestilling. De 41 roller iklæder sig 54 forskellige kostumer og i alt 216 kostumedele, som danserne ifører sig i løbet af de 30 minutter, som forestillingen tager.

Tim Rushton har koreograferet og iscenesat Ude godt - Hjemme bedst med stor respekt for de velkendte pantomimer med fokus på klassisk balletteknik og historiefortælling. Det er næsten 19 år siden, at der sidst blev skabt en ny pantomimeforestilling til Pantomimeteatret, som næste år kan fejre 150-års jubilæum. Her var der tale om pantomimeforestillingen Pjerrot går i Søvne, som var en genindstuderet forestilling i ny bearbejdelse, der havde premiere den 15. august 2004. Der opføres jævnligt nye balletter og moderne værker på Pantomimeteatret.

Tim Rushton, der er koreograf og har iscenesat den nye forestilling, siger:

"Jeg har ladet mig inspirere af Pantomimeteatrets gamle traditioner og blandet dem med referencer fra Bournonvilles balletter. Det var vigtigt for mig at bibeholde genrens historiefortælling, samtidig med at skabe en sjov og udfordrende koreografi til danserne."

Peter Bo Bendixen, balletchef i Tivoli, siger om den nye ballet på Pantomimeteatret:

"Tim Rushton har gennem de senest 25 år været en nyskabende kraft indenfor dans, både i sin tid som kunstnerisk leder af Dansk Danseteater og som gæstekoreograf hos dansekompagnier over hele verden. Det er en stor glæde, at det igen er lykkedes at få Tim Rushton til at skabe et nyt værk til Tivoli Balletteater, og vi ser frem til at vise Havens gæster resultatet, når vi har premiere på Ude Godt - Hjemme Bedst."

Kreditering og spilleperiode

Urpremiere: Den 12. maj klokken 20.00 på Pantomimeteatret

Forestillingen spiller 29 gange på udvalgte dage frem til den 8. juli 2023.

Se spilleplanen på www.tivoli.dk

Forestillingen er gratis, når entréen til Tivoli er betalt.

Koreografi og iscenesættelse: Tim Rushton
Koreografassistent:
Tori Cooper
Kostumierer:
Kitt Houen og Stine Rolfsen

Info om Tim Rushton:

Tim Rushton har haft en lang karriere som balletdanser, hvor han har arbejdet på forskellige teatre, herunder Deutsche Oper am Rhein fra 1982 til 1986, Malmö Stadsteater fra 1986 til 1987 og Den Kongelige Danske Ballet fra 1987 til 1992. Efter sin karriere som danser valgte han at fokusere på koreografi, hvor han har opnået stor anerkendelse og succes. Tim Rushton har modtaget en Reumert fire gange og er blevet nomineret til prisen 13 gange.

Om Pantomimeteatret:

Intet andet sted i verden finder man et teater magen til Pantomimeteatret. Det samme gælder for teatrets klassiske pantomimeforestillinger. De ældste af dem repræsenterer en ubrudt dansk tradition på mere end 200 år. I dag findes repertoiret på 16 forskellige pantomimer. Det nuværende Pantomimeteater blev bygget i 1874. Bygningen, der i dag er fredet, er tegnet af arkitekten Vilhelm Dahlerup, der samme år stod for Det Kongelige Teater. Næste år kan Pantomimeteatret i Tivoli fejre 150-års jubilæum. Hver sommer opføres en række af de traditionelle pantomimer med Pjerrot, Harlekin og Columbine i centrum samt klassiske balletter og moderne værker.

Læs mere om Pantomimeteatret her.For spørgsmål eller interviewønsker kontakt venligst kommunikationskonsulent Anders Bobek på 22 23 73 15 eller [email protected].

Med venlig hilsen

Anders Bobek
Communications Officer, Communications & Press
Kommunikationskonsulent, Kommunikation & Presse

+45 22237315
[email protected]

Vesterbrogade 3, 1630 København V
Denmark
www.tivoli.dk