Ministry of Foreign Affairs of Denmark

06/26/2024 | Press release | Distributed by Public on 06/26/2024 06:11

Ny humanitær pakke: Danmark støtter civile i Gaza og på Vestbredden

95 % af den palæstinensiske befolkning i Gaza estimeres at leve under akut fødevaremangel og omkring en halv million civile vurderes at være i risiko for katastrofale niveauer af sult, såfremt situationen ikke forbedres, meddeler netværket for fødevareanalyse, IPC, i en ny rapport. Det er på trods af moderate forbedringer i det nordlige Gaza. Over 37.300 har ifølge sundhedsmyndighederne mistet livet i Gaza, og mere end 85.500 meldes sårede. FN melder om mangel på stort set alt: Vand, mad, medicin, elektricitet og brændstof. Dertil er den centrale Rafah-grænseovergang lukket og flere grænseovergange kun delvist funktionelle, hvilket forværrer den humanitære situation. Sikkerhedssituationen er fortsat volatil, hvilket også gør det endog meget vanskeligt for nødhjælpskonvojerne at distribuere nødhjælpen på tværs af Gaza. Størstedelen af hospitalerne er ude af drift, mens de resterende opererer med begrænset kapacitet.

"Den humanitære krise i Gaza er forsat katastrofal. Civilbefolkningen har hårdt brug for det internationale samfunds hjælp til at få fødevarer, medicin, lægehjælp, husly til fordrevne og andre helt basale fornødenheder som vand og sanitet. Derfor sender vi nu en ekstraordinær humanitær nødhjælpspakke til Gaza og Vestbredden. Samtidig fortsætter vi fra dansk side med at lægge pres for at få åbne og operationelle grænseovergange, så vi kan få den humanitære nødhjælp ind i Gaza. Dette er afgørende for, at hjælpen kan komme frem til den nødlidende civilbefolkning", siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen.

Den nye danske humanitære støttepakke går til FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA); FN's Verdensfødevareprogram (WFP) samt FN's Verdenssundhedsorganisation (WHO) og har fokus på levering af mad, vand, og husly, samt medicinske indsatser som behandling af syge og sårede, medicinske evakueringer fra Gaza, udsendelse af mobile sundhedsteams, og levering af medicin og medicinsk udstyr.

Den samlede humanitære støttepakke på 80 millioner kroner fordeler sig således:

FN's Verdenssundhedsorganisation (WHO)

20 mio. kr.

FN's Verdensfødevareprogram (WFP)

30 mio. kr.

UNRWA

30 mio. kr.

I alt

80 mio. kr.

Danmark har i 2023 og 2024 samlet bidraget med omkring 605 millioner kroner til Palæstina-krisen, inklusiv denne støttepakke.

For yderligere information, kontakt [email protected].