JP/Politikens Hus A/S

06/27/2024 | Press release | Distributed by Public on 06/27/2024 22:28

JP/Politikens Erhvervsmedier styrker ledelsen

Jakob Mørck Lohmann bliver fra august en del af ledelsen i JP/Politikens Erhvervsmedier. Her bliver han direktør for erhvervsmediet Finans samt for forretningsudvikling og virksomhedskøb på tværs af udgivelserne i Skandinavien, Tyskland og Storbritannien. Han kommer fra en stilling som direktør med ansvar for strategi og opkøb i JP/Politikens Hus.

"Jakob er en stærk strategisk og kommerciel profil. Vi kender ham fra vores tætte samarbejde i hans tidligere rolle, og derfor ved vi, at Jakobs kompetencer og engagement vil supplere og styrke vores samlede ledelse på bedste vis. Med Jakob på holdet står vi endnu stærkere rustet til at indfri vores ambitioner - herunder en offensiv udvikling af Finans," siger Anders Heering, direktør for JP/Politikens Erhvervsmedier.

JP/Politikens Erhvervsmedier organiserer JP/Politikens Hus aktiviteter på btb-området. Det indebærer medierne Watch Medier, MarketWire og Dezeen samt koncernens ejerinteresser i Infomedia, Børsen, Lasso X og Medicinske Tidsskrifter.

For nylig blev det desuden offentliggjort, at forretningsenheden overtager erhvervsmediet Finans fra Jyllands-Posten. Mediet drives videre som et selvstændigt medie med nyudnævnte chefredaktør Simon Bendtsen i spidsen for redaktion og produkt. Med ansættelsen af en direktør for Finans styrkes det kommercielle setup omkring mediet nu ligeledes.

"Jeg glæder mig meget til at samarbejde med Simon og understøtte udviklingen af Finans sammen med resten af teamet omkring mediet. Jeg er ikke i tvivl om, at der er et stort uforløst potentiale i at bygge videre på den succes, som Finans allerede har skabt," siger Jakob Mørck Lohmann.

Han får desuden det overordnede ansvar for en række andre områder i JP/Politikens Erhvervsmedier, herunder ansvaret for Business Development og M&A, ligesom han indgår i den tværgående ledergruppe og varetager udvalgte bestyrelsesopgaver, herunder for det London-baserede design- og arkitektur-medie Dezeen.

"JP/Politikens Erhvervsmedier er en fantastisk væksthistorie i en udfordret branche, og jeg kan ikke vente med at bidrage til den fortsatte vækst i ind- og udland," siger han.

Jakob Mørck Lohmann har været ansat i JP/Politikens Hus siden 2022. Før det var han konsulent og projektleder i Boston Consulting Group.

JP/Politikens Erhvervsmedier omsætter for 300 mio. kr. på tværs af de fire 100 pct. ejede aktiviteter og beskæftiger 325 medarbejdere i 6 forskellige lande.