09/16/2024 | News release | Distributed by Public on 09/16/2024 22:12
Regeringen udpeger erhvervsskolerne Rybners, TEC og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier som de tre nye klimaerhvervsskoler.
Der er afsat cirka 105 millioner kroner årligt i 2024-2028 og cirka 30 millioner kroner årligt derefter til etablering og drift af de tre klimaerhvervsskoler.
Klimaerhvervsskolerne skal være med til at sikre, at erhvervsskoler og elever i hele landet er på forkant med den grønne omstilling, og at der uddannes dygtige faglærte med kompetencer og færdigheder inden for områderne: omlægning af energisektoren, grøn transport, klimavenligt landbrug og bæredygtigt byggeri. Skolerne skal fungere som drivende kræfter for udviklingen på tværs af alle erhvervsskoler og udbydere af arbejdsmarkedsuddannelser og skal sprede ny viden til alle erhvervsskoler i landet. I fremtiden bliver det også muligt for elever på andre skoler at deltage i blandt andet undervisningsforløb udviklet af de tre klimaerhvervsskoler. Det kan enten foregå på elevens egen skole eller på en af klimaerhvervsskolerne.
De tre klimaerhvervsskoler udpeges til at specialisere sig i et eller to områder i relation til konkrete klimaudfordringer:
"Den grønne omstilling giver masser af gode jobs til faglærte. Det er fantastisk. Men det stiller også nye krav til vores erhvervsskoler. Der er behov for nye maskiner, efteruddannelse af lærerne og undervisning i ny grøn teknologi. Regeringen har derfor afsat et historisk højt beløb til at hæve kvaliteten på erhvervsuddannelserne. De skal bruges klogt. Vi har allerede bevilget de første mange millioner. I dag tager vi næste skridt ved at etablere tre nye klimaerhvervsskoler, der får mulighed for at løbe lidt i forvejen og hjælpe andre skoler med den grønne omstilling inden for transport, landbrug, byggeri og energi," siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
"Dygtige faglærte med de rette kompetencer er en væsentlig forudsætning for, at vi kan lykkes med vores ambitioner for den grønne omstilling. Derfor er jeg også glad for, at regeringen allerede har løftet erhvervsuddannelserne med en halv milliard kroner til grøn efteruddannelse, opkvalificering og udstyr. Og nu udpeger vi så tre klimaerhvervsskoler, der skal gå forrest og fungere som stærke drivkræfter inden for den grønne omstilling på tværs af alle erhvervsskoler," siger økonomiminister Stephanie Lose.
"Det er fedt at arbejde med klima og energi, og nu bliver det endnu federe at vælge en grøn uddannelse. Uden dygtige faglærte når vi ikke i mål med den grønne omstilling, og derfor skal vi tilbyde dem det allerbedste inden for undervisning, teknologi og viden, når de er på skolebænken. Det gør vi med de tre nye klimaerhvervsskoler, der giver ambitiøse unge en attraktiv vej til et spændende og grønt job i en branche, der er i konstant udvikling," siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
"Erhvervsskolerne over hele landet står foran en banebrydende mulighed med klimaerhvervsskolerne. De ekstra midler vil ikke blot bygge videre på det eksisterende - de vil skabe grundlaget for et nationalt og internationalt samarbejde, hvor videndeling bliver hjertet i en bæredygtig fremtid," siger direktør for Rybners, Olaf Rye.
"Med udpegelsen som klimaerhvervsskole er der blevet vist os stor tillid, som det ligger os meget på sinde at leve op til. Vi går til opgaven med både ydmyghed og stolthed og ser frem til at indgå i dialog med erhvervsskoler, faglige udvalg, videnscentre og alle interessenter rundt om uddannelserne og erhvervet. Kun ved at trække i samme retning og lytte til forstandige undervisere og eksperter kan vi lykkes. Byggeriet gennemgår en stor forvandling inden for klimaforbedrende indsatser, hvor renovering, genbrug og mindre materialespild bliver stadig vigtigere. Der eksperimenteres også med nye arbejdsformer og materialer. Landbruget har udviklet sig gentagne gange gennem de seneste 150 år, og nu står vi over for en ny epoke. Det kræver dygtige landmænd at håndtere den grønne omstilling. Som klimaerhvervsskole kan vi på begge områder for alvor sætte skub i indsatsen," siger direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, Allan Andreasen Kortnum.
"Jeg er utrolig stolt og ydmyg over for den vigtige opgave, TEC er blevet betroet som klimaerhvervsskole. Danmarks transportsektor vil i 2030 udlede 8,4 mio. ton CO2, hvilket svarer til 33 procent af landets samlede CO2-udledninger. Vi står altså over for en enorm udfordring. Det kræver, at vi udvikler helt nye uddannelser, nye måder at lære på og nye rammer at lære i. Dét skal vi gøre sammen med virksomheder, uddannelser, fonde og hele transportbranchen. Jeg glæder mig til at sætte turbo på opgaven, som vi løfter sammen med de to andre klimaerhvervsskoler - til gavn for klimaet og grøn transport," siger direktør for TEC, Morten Emborg.
De tre skoler skal udbyde erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser med særligt grønne vinkler. De skal være med til at udvikle og formidle nye undervisningsforløb, iværksætte forsøg med udvikling og afprøvning af nye erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser og fag. Desuden skal de bidrage til faglig opkvalificering af undervisere, så elever og kursister får nyeste viden inden for nye teknologier og nye arbejdsmetoder inden for grøn omstilling. Klimaerhvervsskolerne skal derudover være med til at tiltrække elever og kursister, der gerne vil gå på en skole, der har mulighed for at tilbyde noget ekstra ambitiøst inden for den grønne omstilling.
For at løfte det formål skal klimaerhvervsskolerne investere markant i grønne og nytænkende fysiske rammer og udstyr, der vil markere dem som uddannelsesinstitutioner med høje ambitioner inden for den grønne omstilling.
Det bemærkes, at disponering af midlerne til de tre skoler forudsætter tilslutning fra Folketingets Finansudvalg.
Læs mere:
Foto: Fra indvielsen af Rybners som ny klimaerhvervsskole.
Om klimaerhvervsskolerne
Midlerne til klimaerhvervsskolerne er oprindeligt afsat med aftale om finansloven for 2023, hvor der er afsat cirka 100 millioner kroner årligt fra 2023-2028 og cirka 30 millioner kroner årligt fra 2029 og frem. Midlerne i 2023 er udmøntet som et særtilskud til de tekniske erhvervsuddannelser og landbrugsuddannelsen, mens midlerne fra 2024 og frem udmøntes til etablering af tre klimaerhvervsskoler.