Aalborg Universitet

06/27/2024 | Press release | Distributed by Public on 06/27/2024 06:57

Life Science City Aalborg skal sætte nordjysk sundhedsinnovation på verdenskortet

Aalborg Universitet, Aalborg Kommune og Region Nordjylland har igangsat etablering af Life Science City Aalborg - Danmarks AI-hovedstad, som skal samle alle relevante aktører om at skabe AI-drevne og innovative sundheds- og velfærdsløsninger til gavn for borgerne.
Afsættet skal være et levende innovationsdistrikt i det østlige Aalborg, hvor det naturlige omdrejningspunkt bliver Regionens nye Universitetshospital, stærke forskning- og sundhedsuddannelser på Aalborg Universitet samt virksomheder med spidskompetencer inden for sundhedsteknologi.

Interaktionen mellem aktørerne i innovationsdistriktet vil både kunne skabe konkrete løsninger samt vækst og vidensintensive arbejdspladser inden for digitale løsninger til sundheds- og velfærdsområderne.

De kendte udfordringer
Udfordringen er at få borgernes behov kombineret med de tilgængelige ressourcer - både hænder og økonomi. Det kræver at de private leverandører kender til sundhedsvæsenets krav, og at sundhedsvæsenet kan samarbejde med erhvervslivet om at bringe de gode idéer på markedet. Derudover kræver det finansiering af både udvikling og indkøb af løsninger, som kan bringe nye sundhedsservices tættere på borgerne og løse de store og "vilde" udfordringer.

Vil gøre det nemt at udvikle nye løsninger
Med Life Science City Aalborg - Danmarks AI-hovedstad vil de tre organisationer bag række samlet ud mod både regionale, nationale og internationale samarbejdspartnere for sammen at udvikle nye løsninger på centrale sundhedsudfordringer.

Et tæt samarbejde skal bl.a. gøre det lettere for virksomheder at få vejledning og sparring samt adgang til test af nye produkter, og skal desuden være med til at løse de udfordringer, som er påpeget i Sundhedsstrukturkommissionens rapport. Specielt skal initiativet understøtte innovative udbud på konkrete problemstillinger og dermed prioritering af ressourcer til implementering og evaluering af nye løsninger.

Det skal gøre Life Science City Aalborg - Danmarks AI-hovedstad til det foretrukne miljø for udvikling, test og samarbejde om sundheds- og velfærdsteknologi, som kan understøtte sundhedsvæsnets digitale og teknologiske transformation med AI i centrum både i Nordjylland, i resten af Danmark og internationalt.

Kommentarer fra partnerskabet
Per Michael Johansen, rektor for Aalborg Universitet:
- Det kræver samarbejde mellem forskere, sundhedsprofessionelle, myndigheder og virksomheder, når vi skal finde innovative løsninger på sundhedsvæsnets udfordringer. Jeg ser frem til, at Aalborg Universitets stærke sundhedsteknologiske forsknings- og uddannelsesmiljøer kan være med til at styrke vores fælles sundhedsvæsen. Det er ikke mindst vigtigt, at den viden og højtkvalificerede arbejdskraft, vi har her i Nordjylland, kan være med til at skabe et innovativt vækstcenter indenfor life science i Danmark.

Lasse Frimand Jensen, borgmester i Aalborg Kommune:
- Nu skal vi have styrket synergierne imellem vores dygtige aktører. Derfor går vi nu ud og prøver at sætte en ramme om det. Vi kalder det Life Science City Aalborg, et samlingspunkt for innovation, forskning og erhvervsudvikling, der skal sætte Aalborg på verdenskortet inden for sundhedsteknologi og AI.

Mads Duedahl, regionsrådsformand i Region Nordjylland:
- Jeg er glad for, at vi har taget dette skridt til at fremme sundhed og trivsel i Nordjylland. Med Life Science City Aalborg får vi en motor, der kan styrke både de specialiserede behandlinger og det nære sundhedsvæsen gennem digitale løsninger. Det er med til at understrege, at Nordjylland er en region, hvor vi er sammen om fremtidens sundhed og kan demonstrere nye løsninger - uanset om det er avancerede AI systemer på vores hospitaler eller hverdagsinnovation ude hos borgerne.