Prime Minister's Office of the Kingdom of Denmark

08/23/2024 | Press release | Distributed by Public on 08/23/2024 03:04

Rigsmøde og kontaktudvalgsmøde i Aalborg

Regeringsledere fra Danmark, Færøerne og Grønland mødes i Aalborg den 26. og 27. august for at drøfte emner af fælles interesse og styrke sammenholdet i rigsfællesskabet.

Den første dag, mandag den 26. august, afholdes der rigsmøde. Her vil statsminister Mette Frederiksen, lagmand Aksel V. Johannesen og formand for Naalakkersuisut Múte Bourup Egede blandt andet have mulighed for at drøfte den politiske og økonomiske situation i rigsfællesskabet.

Dagen efter, tirsdag den 27. august, er der møde i Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg, hvor emner inden for udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik vil være på dagsordenen. Her vil vicestatsministeren og forsvarsminister, udenrigsministeren og justitsministeren samt deres færøske og grønlandske kolleger også deltage.

"Danmark, Færøerne og Grønland er tre lande, tre kulturer og tre sprog. Samtidig er vi også et rigsfællesskab, hvor vi står sammen og har gensidig respekt for hinanden. Vores tætte bånd er afgørende - ikke mindst i en tid med krig i Europa og en øget sikkerhedstrussel fra Rusland. Jeg ser frem til at mødes med mine nære kolleger fra Færøerne og Grønland i Aalborg og sætter pris på vores tillidsfulde samarbejde," siger statsminister Mette Frederiksen.

Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg blev etableret i 2021 for at styrke samarbejdet om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål.

Bemærk:

  • I forlængelse af mødet i Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg afholdes et pressemøde med statsministeren, lagmanden og formanden for Naalakkersuisut.
  • Pressemødet finder sted den 27. august kl. 14.00 på Flyvestation Aalborg, Thisted Landevej 53, 9430 Vadum.
  • Journalister skal ankomme senest kl. 13.00.
  • Tilmelding til pressemødet skal sendes til [email protected] senest mandag den 26. august kl. 10.00.

For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.