11/26/2024 | Press release | Distributed by Public on 11/25/2024 23:24
"Moldova er med stor energi og handlekraft i gang med at gennemføre de reformer, der skal gøre landet klar til en fremtid i EU. Det ser vi på det helt centrale retsstatsområde, men også på en lang række andre politikområder, hvor opgaven er at tilpasse sig EU's lovning. Det er helt tydeligt, at regeringen i Chisinau insisterer på at ville lykkes med deres rejse mod Europa. Det er imponerende. Særligt, når man tager i betragtning, at Moldova arbejder med hårde odds imod sig. Den politiske debat om EU og de demokratiske processer er under pres fra massive russisk-initierede desinformationskampagner og indblanding. Derfor er der al mulig grund til at støtte Moldova," siger Marie Bjerre.
På rejsen taler europaministeren blandt andet på en konference om Moldovas vej mod EU. Hun drøfter også Moldovas europæiske perspektiv, retsstatsreformer samt udfordringer med desinformation med en række civilsamfundsorganisationer og med samfundsfagsstuderende på Moldovas statsuniversitet. Europaministeren møder også sin ministerkollega, vice-premierminister for europæisk integration, Cristina Gherasimov med hvem hun vil have et tæt samarbejde under det danske EU-formandskab. Endelig bliver besøget en lejlighed til at hilse på Moldovas præsident, Maia Sandu, der netop er blevet genvalgt.
"Moldoverne forstår bedre end de fleste, hvilke alternativer de står over for, og har som naboland til Ukraine haft de vidtrækkende konsekvenser af Ruslands angrebskrig i Ukraine helt tæt på. Nyligt genvalgte præsident Maia Sandu har modigt taget et fast standpunkt på den rigtige side af historien, med en klar ambition om at bringe sit land tættere på EU. Det fortjener respekt og anerkendelse." siger Marie Bjerre.
For yderligere pressespørgsmål, kontakt presserådgiver Julian Petar Ilievski +45 21 38 27 05, [email protected]