Government of Greenland

11/03/2022 | Press release | Distributed by Public on 11/03/2022 07:30

Analyse af hjemløshed

Analyse af hjemløshed

3. november 2022
Departement for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender
Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender har af Socialt Udviklingscenter (SUS) fået udarbejdet analysen "Hjemløshed i Grønland". Analysen bidrager med viden til Naalakkersuisuts igangværende arbejde med en hjemløsestrategi.

Analysen giver et dybere og mere nuanceret indblik omkring hjemløshed. Analysen bidrager med afgørende og objektiv viden til udviklingsarbejdet på hjemløseområdet, og rapporten indgår i vidensgrundlaget for Naalakkersuisuts kommende hjemløsestrategi. Analysen beskriver, hvordan hjemløshed opstår i et samspil mellem forskellige forhold, såsom boligmangel i byer og bygder, borgernes lave indkomster og rådighedsbeløb samt psykiske og fysiske udfordringer. Rapporten vurderer, at der er et stort behov for at styrke indsatsen for at hjælpe og støtte hjemløse borgere.

"Vi har fået en lavet en objektiv analyse af hjemløshed, som er detaljeret og giver et godt indblik i de udfordringer, som hjemløseområdet står over for. Analysen påpeger, at de eksisterende tilbud ikke imødekommer gruppen af udsatte borgere. Naalakkersuisut er meget opmærksomme på problematikkerne på området, og opsatte på at forbedre forholdene for udsatte og hjemløse borgere" udtaler Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender, Jess Svane.

Analysen peger på, at der ofte ikke er ressourcer, rammer, og kompetencer i kommunerne til at hjælpe hjemløse ud af hjemløsheden. Det fremgår ligeledes i rapporten, at der er behov for at aktørerne på området for socialt udsatte voksne opbygger et langt tættere samarbejde, hvor man sikrer bedre erfaringsudveksling og koordination på tværs af sektorer og indsatser.

"Analysen viser, at der er begrænsede sammenhængende og målrettede indsatser rettet mod udsatte og hjemløse voksne. Naalakkersuisut er opmærksomme på behovet for øgede indsatser på området, og det er noget der prioriteres meget højt. Pointerne fra rapporten vil blive indarbejdet i Naalakkersuisuts kommende hjemløsestrategi"
udtaler Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender, Jess Svane.

Analysen bidrager til vidensgrundlaget for Naalakkersuisuts kommende hjemløsestrategi, som præsenteres i 2022.

Rapporten kan læses her

For nærmere information kontakt ministersekretær Helene S. Pedersen på e-mail: [email protected] eller tlf. + 299 34 56 11