Ministry of Children and Social Affairs of Denmark

06/26/2024 | Press release | Distributed by Public on 06/27/2024 04:04

Nu uddeles 376,1 mio. kroner til faste teams i ældreplejen

Nu uddeles 376,1 mio. kroner til faste teams i ældreplejen

26-06-2024

Kommunerne får mellem 229.000 kr. og 20,4 mio. kr. alt afhængigt af antallet af ældre. Midlerne skal hjælpe kommunerne med omstillingen til faste teams i ældreplejen som led i ældrereformen.

Regeringen og aftalepartierne bag ældrereformen har ønsket at hjælpe kommunerne med omstillingen til faste teams i ældreplejen, så den ældre møder kendte ansigter i eget hjem. Faste teams kan både give bedre pleje og større arbejdsglæde, hvilket en evaluering fra VIVE for nylig har bekræftet.

Kommuner får midlerne som direkte tilskud, så de kan anvendes allerede fra i år og frem til 2027. Midlerne er fordelt på basis af den demografiske sammensætning i kommunerne, så den tager højde for antallet af ældre i de enkelte kommuner.

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) siger:

Nogle kommuner er allerede i gang med omstillingen til faste teams til glæde for både borgere og medarbejdere, mens andre kommuner først skal til at tage hul på opgaven. Det er vores ønske, at omstillingshjælpen betyder, at kommunerne hurtigere vil kunne nå i mål, og at de tager ved lære af de kommuner, som allerede har opnået gode resultater.

- Mette Kierkgaard

Ældreordfører Maria Durhuus (S), siger:

De ældres hjem skal ikke være en banegård. Derfor er jeg også meget glad for, at vi i dag giver penge til faste teams i ældreplejen, så den ældre får hjælp af kendte ansigter i sit hjem. Det skal sikre tryghed, høj faglighed og kontinuitet for den ældre samtidig med, at vi skaber rammerne for, at plejepersonalet i dialog med den ældre får større frihed til at bruge sin faglighed til at yde den omsorg, der passer til den enkelte.

- Maria Durhuus

Ældreordfører Hans Chr. Schmidt (V) siger:

Omstillingen til faste teams kan være omvæltende og svær at gennemføre. Derfor er det afgørende, at der tages ved lære fra de kommuner, som har påbegyndt omstillingen, og at der bygges videre på deres erfaringer. Det er derfor glædeligt, at vi nu giver en økonomisk håndsrækning til kommunerne. Vi ved fra erfaringerne, at faste teams kan både give bedre pleje og større arbejdsglæde. Faste teams er derfor et skridt på vejen, for at vi kan lykkes med vores ambitioner om helhedspleje, hvor vi sætter den ældre i centrum.

- Hans Chr. Schmidt

Ældreordfører Marlene Harpsøe (DD) siger:

De ældres hjem skal ikke være en banegård. Vi ved, at kendte ansigter i plejen skaber mere tryghed og kvalitet for de ældre, men også et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne. Derfor er vi glade for, at kommunerne nu får flere muskler til aktivt at arbejde med at udbrede faste teams i ældreplejen i hele landet.

- Marlene Harpsøe

Ældreordfører Kirsten Normann Andersen (SF) siger:

Faste teams forbedrer både kvaliteten for de ældre - og arbejdsmiljøet for de ansatte. Derfor er det afgørende, at vi nu sender penge ud til kommunerne, øremærket specifikt til faste teams. SF har i mange år kæmpet for, at de ældre skal møde velkendte ansigter i ældreplejen. Nu tager vi et skridt i den helt rigtige retning.

- Kirsten Normann Andersen

Ældreordfører Pernille Vermund (LA) siger:

Jeg er glad for, at vi som følge af ældrereformen nu giver kommunerne midler til at skabe kontinuitet og ro for borgerne. Evalueringen af forsøget med faste teams i 25 kommuner har vist, at borgerne har været meget tilfredse med at møde de samme ansigter i det daglige, og derfor er det glædeligt, at vi nu gør mere af det, borgerne oplever som værdifuldt.

- Pernille Vermund

Fakta

Se tabel over fordeling af midler til faste teams på kommune-niveau i boksen her på siden.

Pressekontakt

Social-, Bolig- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke sms).